Anne Bendixen skriver 14. oktober 2009:
Når det fra regeringens side hævdes, at en styrkelse af det private sygehusvæsen, vil være til gavn for patienterne, som dermed kan behandles hurtigere på private sygehuse, i stedet for at stå på venteliste til det offentlige, ignorerer man totalt et af de grundliggende strukturelle problemer i dagens sundhedsvæsen – lægemangel!
Lægemangelen er et af de helt store problemer i sundhedssektoren i dag, og det er værd at bemærke, at problemet har sin rod i Bertel Haarders beslutning om at skære ned på studiepladserne på medicinstudiet. En beslutning han traf i sin første periode som undervisningsminister i 80’erne, da der var opstået en midlertidig overkapacitet. Det tager i snit 15 år at uddanne en speciallæge, og det en proces, som svarer til at forsøge at vende en supertanker. Det tager rigtig lang tid at lappe på fortidens synder!
Lægerne i det private sygehusvæsen er ikke et supplement til et i forvejen trængt offentligt sygehusvæsen, men derimod en åreladning af et system, der i forvejen mangler læger. Mange offentligt ansatte læger har i dag ”et ben i hver lejr”. På en af landets største ortopædkirurgiske afdelinger i Århus er antallet af dobbeltjobbende læger oppe på 70 %. Det kræver ikke en diplomeksamen i ledelse at forstå, hvorfor motivationen til at yde en ekstra indsats i det offentlige, så der høvles af ventelisterne her, kan være til at overse hos de pågældende læger. De kan tjene betydeligt mere ved at lægge deres ”fritidsarbejde” i det private sygehusvæsen.
Enhedslisten ønsker et stærkt offentligt sundhedsvæsen, hvor resurserne, de menneskelige såvel som de økonomiske, bruges til gavn for alle borgere. Vi ønsker ikke et sundhedsvæsen, som favoriserer dem, der har glæde af diverse private eller arbejdsgiver betalte og skattefinansierede sundhedsforsikringer.
I Region Hovedstaden udsættes personalet for årlige effektiviseringer på 2-4 % - dette års budgetforlig ingen undtagelse. Den situation afhjælper på ingen måde mangelen på læger og andre personalegrupper i sundhedsvæsenet, ligesom det afgjort ikke skaber bedre eller mere attraktive arbejdsforhold for de ansatte. Det er heller ikke et incitament til, at personalet vælger at lægge en større del af indsatsen i det offentlige sundhedsvæsen til gavn for alle patienter.
Det varer længe, inden lægemangelen er væk, og i en periode med knaphed på menneskelige resurser, bør der arbejdes målrettet på at styrke det offentlige sundhedsvæsen – ikke på at dræne det. Et brød mætter heller ikke flere, blot fordi man skærer det i tyndere skiver!