Jeanne Toxværd skriver 26. oktober 2009:
Med den obligatoriske madordning, som Folketinget har pålagt kommunerne, skal alle børn i daginstitutioner have et måltid mad hver dag. Den nuværende kommunalbestyrelse har udsat indførelsen af dette til januar 2011. Smart, hvis man tænker politisk og det faktum at kommunalvalget er i år.
Med denne obligatoriske madordning har regeringen givet kommunerne mulighed for at hæve forældrebetalingen fra 25% til 30%.
Det betyder, at vuggestueforældre skal betale op til 7400 kr. mere om året, mens børnehaveforældre skal betale op til 3740 kr. mere om året.
Som mor ved jeg, at det er dyrt at have børn. Og det bliver ikke billigere, hvis forældrebetalingen sættes op. For 7400 kr. kan man fx få 5 par børnesko, 1 års forbrug af bleer og 200 hjemmesmurte madpakker i god kvalitet. Det er rigtig meget for en børnefamilie.
I Enhedslisten mener vi ikke, det er rimeligt, at småbørnsforældre, der i forvejen betaler i dyre domme for at få deres børn passet, skal betale endnu mere for en madordning, de ikke engang kan sige fra over for. Madordningen bør i stedet betales af det offentlige og forældrebetalingen for institutioner bør samtidig sættes ned. Vi skal ikke straffe folk for, at de vælger at få børn.
Enhedslisten i kommunalbestyrelsen vil have gennemgået kommunens budget, have offentlighed i forvaltningen og vi vil aldrig stemme for forringelser og altid for forbedringer.