20 millioner til modernisering af fødesteder er ikke nok, men gode skridt i den rigtige retning

Annie Hagel, regionsrådsmedlem, medlem af sundhedsudvalget

Mindre enheder på de store fødeafdelinger gavner både jordemødrenes arbejdsmiljø og trygheden for de fødende. Det skal ombygninger og flytninger på Herlev- og Hvidovre Hospital give mulighed for. Politikerne i Hovedstadens Regionsråd er enige om at bruge  knap 20 millioner på at gøre forholdene på de to fødeafdelinger bedre. Og det er en god beslutning.

Herlev Hospital får to nye fødestuer, en ny familiestue for nye forældre og in house fødeklinikken flyttes til roligere omgivelser. På Hvidovre Hospital skal der bygges om, så fødemodtagelsen kommer tættere på fødegangen og kvinder, der skal have fødslen sat i gang får et særligt afsnit. Ligesom forældre, der har mistet et barn, får et afsnit adskilt fra de øvrige funktioner.  Alle ombygninger skal være færdige i løbet af foråret.

Det er alt sammen gode skridt i den rigtige retning og giver forhåbentlig mere ro og bedre forløb for både de fødende og jordemødrene. Men det er ikke nok. Jeg savner en styrkelse af fødselsforberedelsen og en plan de individuelle forløb, som de gravide og fødende har behov for. Ligesom ombygningerne jo ikke opfylder jordemødrenes ønsker om færre aften- og nattevagter og bedre løn.

Det vil vi fortsat kæmpe for både i regionsrådet og sammen med vores politikere på Christiansborg.