Marianne Frederiks 1.maj-tale

Tak for invitationen. Jeg er glad for, at den regionale kamp for velfærd også er med 1.maj.
Vi har netop gennemført en kampagne om at vælge velfærd.
Vi har gjort det klart, at den offentlige velfærd er presset, og at der er råd til bedre velfærd.
Når jeg møder mennesker, der har været indlagt på et hospital, siger langt de fleste, at de har fået en god og omsorgsfuld behandling. Det skyldes først og fremmest de dygtige og dedikerede medarbejdere. De får hverdagen til at hænge sammen, så patienterne får den behandling og pleje, de har brug for.
Men de økonomiske rammer, sundhedsvæsenet er underlagt, medfører et uhyre presset arbejdsmiljø, så 53% rammes af stress, og alt for mange er ramt af arbejdsrelateret sygefravær, mobning, vold og trusler om vold.
Det skal ændres. Bl.a. med flere ansatte.
Vi bliver nødt til at gøre en indsats for at fastholde og rekruttere sundhedspersonale. Alt for mange søger til det private sundhedsvæsen eller andre job.
Og der er stadig ventelister til behandling. Flere og flere benytter sig af de private sundhedsforsikringer og private klinikker. Det fører til ulighed.
Derfor er der behov for flere ressourcer, og brug for at skrue ned for de evindelige sparekrav og effektiviseringskrav til det offentlige sundhedsvæsen.
Der er brug for at lægge pres på regering og folketing om at prioritere den fælles velfærd.
Gang på gang får vi at vide, at dansk økonomi har det godt, og der er overskud på statsfinanserne. Derfor vælger vi velfærd fremfor skattelettelser.
De sundhedsfaglige fagforbund har i et opråb krævet stop for nedskæringer og forbedring af finansieringen. Det er vi fuldstændig enige i!
Det er absurd, at regionerne sparer 800 mio.kr.
Det er absurd, at Region Hovedstaden fyrer 55 personer og nedlægger 282 stillinger. I en tid hvor der mangler sundhedspersonale, og hvor der er lange ventelister.
Derfor må vi sammen kræve:
  • At regionernes økonomi løftes, i forhold til befolkningssammensætning, udvikling i velstand og teknologi, udvikling i priser på medicin og anlæg.
  • At udgifterne til den tilskudsberettigede medicin holdes uden for regionernes budgetter.
Det vil kræve cirka 3 milliarder kroner hvert år frem mod 2030.
Alle bliver nødt til at forstå, at der skal investeres massivt i sundhedsvæsenet, hvis der skal rettes op. Og det bliver kun dyrere at udskyde.
Det økonomiske råderum vokser. Men i stedet for helt nødvendige investeringer i vores fælles velfærd, herunder sundhedsvæsenet, er pengene i stigende grad gået til skattelettelser. Det er den helt forkerte vej at gå.
Især psykiatrien bør opprioriteres
Alle politikere er tilsyneladende enige om, at psykiatrien skal prioriteres. Men pengene og tiltagene lader vente på sig. Der er brug for akutmidler og fremrykning af investeringerne i tiårsplanen for psykiatrien. Der er er brug for større beløb til især to områder: de svært psykisk syge og det stigende antal i børne- og ungepsykiatrien.
Der er brug for at forbedre overgangene mellem unge- og voksenområdet. Der er brug for at forbedre samarbejdet mellem region og kommuner.
Der er derimod ikke brug for, at hver enkelt af folketingspartierne ’sætter deres fingeraftryk’ på en aftale, så det ender med små beløb til forskellige tiltag.
Giv nu de penge, der er brug for og lad regioner og kommuner sammen med de fagprofessionelle og brugerne gennemføre forbedringer.
Det er fortvivlende, når der ikke er en økonomi til at gennemføre, det der fungerer godt, og det der skal forbedre behandlingen.
F.eks. er der i Region Hovedstaden arbejdet med et nyt Børne- Ungecenter, Nordstjernen i Glostrup, som må opgives pga. manglende penge til byggeriet. Et center med døgnophold, og hvor forældre er indlagt med deres børn. Bygningerne er i dag forældede og i dårlig stand. Der bliver iværksat nogle mindre renoveringer, selvom der er brug for ordentlige, langsigtede løsninger.
F.eks. er der investeret 30 mio. kr. i et center med særlige pladser for svært psykisk syge i Frederikssund, og der opbygges en kapacitet med særlige kompetencer. Via økonomiaftalen ændres finansieringen til de særlige pladser; antallet af pladser reduceres, og pengene pr. plads reduceres. I Region Hovedstaden opdeles og flyttes pladserne, uden at meget af personalet flytter med. Og det ender med færre pladser til svært psykisk syge.
Henvisninger til børne- og ungepsykiatrien er fordoblet de sidste 10 år, så man ikke kan følge med.
Mange kender til eller har selv været i kontakt med psykiatrien
Og der har været flere reportager i forskellige medier om utilstrækkelige tilbud til børn og unge med psykiske lidelser.
Så problemstillingerne er velkendte.
Mistrivslen blandt børn og unge er også veldokumenteret.
Her er handleanvisninger meget brede tiltag, og ofte handler det om at udvikle sociale relationer, fællesskaber og fælles aktiviteter.
Aktiviteter som også bør indgå i den psykiatriske behandling, hvor det kan lade sig gøre.
Vi skal tage behandlingen af psykiske lidelser lige så alvorligt som kræft og andre sygdomme.
Der tales meget om reformer for tiden
Sundhedsreform, ældrereform, handicapreform og mange flere.
Vores grundholdning til en sundhedsreform er, at det skal handle om
• Genopbygning af det nære sundhedsvæsen
• Personalets vilkår med ordentlig løn og flere kolleger
• Demokratisk forankring
• Lighed i sundhed
• Stabile økonomiske forudsætninger.
Det skal ikke handle om øget privatisering og fiktive valgmuligheder som f.eks. valg mellem hjælp til rengøring og pleje, eller en gåtur.
Den grønne omstilling hører også med til mere velfærd
Den grønne omstilling på hospitalerne er i gang.
Busser og lokaltog kommer efterhånden på el.
Og der etableres supercykelstier.
Men der er netop kommet en rapport, der sandsynliggør, at biltransporten i Region Hovedstaden vil stige gevaldigt.
Derfor er der brug for bedre, hurtigere og billigere kollektiv trafik, samt et udbygget cykelstinet og mere sikker cykelparkering.
Og der er brug for gode løsninger i områder, hvor der er længere mellem husene.
En mulighed kunne være at efterligne Skåne med ét trafikselskab, mål for antal passagerer, flerårige handleplaner, massive investeringer samt billigere billetter og enklere zonestruktur.
Der er altså brug for et velfærdsoprør.
Det skal vi gennemføre sammen: fagforeninger, partier og andre organisationer.
Derfor vil jeg til slut citere et enkelt vers fra
Mikael Wiehes sang: Hvem, hvis ikke vi?
Der netop handler om forandring, men at det ikke sker af sig selv.
Verden kan forandres
Det bli’r den dag for dag
Det store spørgsmål er jo om den bli’r som vi vil ha’
Ingenting er håbløst
Og intet er for sent
Ingenting er afgjort
Selvom meget står på spil
Fremtiden begynder her og nu
Men no’en må sørge for, at den bli’r god
Hvornår – hvornår, hvis ikke nu
Hvor, hvis ikke her
Hvem, hvis ikke vi.😕
Det gælder vores liv!
Tak for ordet og rigtig god 1.maj!