Ansættelse af lægesekretærer endelig på plads

Efter pres fra Dansk Lægesekretærforening og Enhedslisten blev der i november sidste år afsat 22 mio.kr. til at få ansat/genansat 55 lægesekretærer. Enhedslisten i Region Hovedstaden har bakket op om lægesekretærerne og deres kamp for bedre vilkår længe, og det er en vigtig fælles sejr, når samarbejdet med en faglig organisation munder ud i både anerkendelse af faget og flere ansatte.

De nyansatte lægesekretærer skal blandt andet varetage opgaver i forbindelse med Sundhedsplatformen, for eksempel hjælpe lægerne med indtastning eller sikre kvaliteten af registreringerne.

Marianne Frederik, medlem af regionsrådet, er glad for, at lægesekretærerne er blevet prioriteret:

– Der er brug for lægesekretærernes kompetencer til at servicere patienterne og aflaste det øvrige sundhedspersonale med mange forskellige opgaver, herunder opgaver under Sundhedsplatformen.

Men hun ærgrer sig samtidig over, at ansættelserne først nu er kommet på plads, selv om pengene blev afsat i november sidste år:

– Desværre har processen taget meget lang tid. Først i maj måned i år er alle 55 stillinger besat, men desværre er ikke alle som faste stillinger. Derfor vil Enhedslisten stille forslag om at sikre det nødvendige antal stillinger som faste stillinger samt sikre fortløbende uddannelse af lægesekretærer, som der er så hårdt brug for.