Barnløse par skal have hjælp til flere forsøg

Af Annie Hagel, medlem af sundhedsudvalget i Region Hovedstaden

WHO definerer ufrugtbarhed som en sygdom, hvis kvinden efter mindst 12 måneder med regelmæssigt, ubeskyttet seksuelt samliv ikke er blevet gravid. Sygdommen er en af de mest udbredte blandt 25 til 44 årige. Mellem 16 og 26 procent af alle, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem. Det er der flere grunde til. En er, at mange ønsker børn i en sen alder, hvor frugtbarheden er faldet. En anden kan være livsstil, og en tredje er miljøpåvirkninger som blandt andet indebærer, at mænds sædkvalitet er nedsat. Ufrivillig barnløshed har alvorlige personlige konsekvenser for den enkelte, men det er også et samfundsproblem. Derfor har Enhedslisten været med til at beslutte en ny strategi for fertilitetsbehandlingen i Region Hovedstaden.

For Enhedslisten er det helt afgørende, at vi ikke giver den enkelte skylden for den udeblevne graviditet. Men netop følger WHO’s definition og behandler ufrugtbarhed som en sygdom, der kræver behandling. Derudover, påpeger vi i strategien samfundets ansvar for at forebygge barnløshed. Hvis flere unge skal ønske at få børn i en tidlig alder, kræver det ændringer på mange områder – det gælder såvel uddannelsessystemet som arbejdsmarkedet, boligmarkedet, barselsorloven og i det hele taget kræver det politisk fokus på, at børn er vigtige for samfundet. Foruden mere forskning i, hvilke miljøpåvirkninger der truer frugtbarheden.

Vi havde gerne haft med i strategien, at et par bør have ret til hjælp til mere end et barn. Men det var der ikke enighed om i sundhedsudvalget. Heldigvis var der enighed om at rejse ønsket om at øge antallet af behandlinger med reagensglas fra tre og op til seks behandlinger over for Danske Regioner. Ligesom vi er enige om at rejse de samfundsmæssige udfordringer i forbindelse med barnløshed over for Folketinget. Strategien indebærer desuden et tættere samarbejde mellem regionens fire fertilitetsklinikker og regionens Center for Reproduktion til gavn for både behandling og forskning.