Besparelser har for store konsekvenser

Udvalgsformand Christina Thorholm skrev om nedskæringerne på Levuk, at kommunen er nødt til at se på pengene.

Ingen politiker kunne finde på at foreslå besparelser på byggeriers brandsikkerhed, der er dyrt og sjælendt kommer i brug, eller spare på forhold der særligt rammer kvinder og homoseksuelle. Men når det gælder menneskerettigheder for personer med handicap, argumenterer man uden blusel for, at det må vige for økonomien.

Jeg vælger at tro, at ingen politikere ønsker at diskriminere handicappede. Men man bliver nødt til at se på konsekvenserne af det, man vil gennemføre, der for Levuk begrænser udviklingshæmmedes muligheder. Sidste år gik det ud over lydavisen, der betyder, at jeg som et engageret menneske og blind ikke kan følge med i, hvad der foregår i byen, kommunale beslutninger, debatter osv. Det er og bliver diskrimination, og hvis man ikke vil det, må man tænke anderledes.

I årtier har kommunen stillet stort set samme sparekrav til alle udvalgsområder, hvorved alt betragtes som lige godt eller skidt. Man kunne prioritere at friholde områder med store konsekvenser for de borgere, det rammer. Men millimeterdemokratiet synes vigtigere for politikerne end menneskerettighederne for grupper, der nok må være her, men ikke anses for at have værdi for samfundet.

Forfatter: Torben Kjær, Frederiksværksgade 49, Hillerød, regionsrådsmedlem for Enhedslisten

Hillerød Posten 29. aug. 2017