Brug for ny sundhedsforskning

I generationer har lægemiddelindustrien været styrende for behandling af sygdom. Det betyder, at syge mennesker primært behandles med symptombehandlende medicin, som tager udgangspunkt i produktion af medicin, der er en særdeles lukrativ forretning.

Syge mennesker skal behandles med det bedste, vi er i stand til, og industrien bliver ikke arbejdsløs lige med det samme. Men ser man på udviklingen inden for andre områder, er det tankevækkende, at sygdomme trods mange forbedringer grundlæggende behandles som for 100 år siden.

Danske Regioner afsætter ti millioner kroner til forskning i forebyggelse i forbindelse med forebyggelsesudspillet Sundhed for livet, der blev resultatet af mit vedtagne forslag fra 2016 og sundhedsudvalgets konstruktive arbejde. Det forslår som en skrædder i helvede, men er en spæd begyndelse.

Der er brug for uvildig forskning i sygdoms- og årsagsforståelse, der er afgørende for effektiv forebyggelse – hvorfor stiger for eksempel demenssygdomme så drastisk?

Vi skal have Folketinget til at afsætte minimum 100 millioner kroner årligt til formålet, der kan skabe forskningsmiljøer til at lave den forskning, som industrien ikke har interesse i, men som for menneskers livskvalitet og samfundsøkonomien har et kæmpe potentiale.

Torben Kjær, Hovedstadens Regionsråd og Danske Regioners Sundhedsudvalg (EL)

Information 9. november 2017