Diskriminerende adfærd overfor sygeplejersker er uacceptabelt

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem

Jeg bliver oprørt og ked af at læse artiklen i Berlingske, hvor en tidligere ansat kvindelig sygeplejerske skildrer nedværdigende arbejdsforhold og manglende åbenhed. Der er især kritik af enkelte mandlige læger og ledere, der diskriminerer og taler nedsættende til kvindelige sygeplejersker.

Det kan være enkeltstående tilfælde, men heller ikke det bør tolereres. Det er ikke første gang, vi har hørt sådanne historier samt udtalelser om manglende ytringsfrihed.

Det er ærgerligt, når det giver grundlag for opsigelse og flugt af personale, når der i den grad er brug for sygeplejersker med erfaring på regionens hospitaler.

I Region Hovedstaden er der tilbage i 2017 vedtaget en åbenhedspolitik, der handler om involvering, respektfuld tale og ytringsfrihed. Det hedder bl.a. ”Borgeres og kollegers oplevelser lærer os at blive endnu bedre og giver mere tilfredshed. Derfor er det vigtigt at anerkende andres oplevelse og være nysgerrig, når borgere og kolleger er utilfredse”.

Det er åbenbart vanskeligt at indføre de fine intentioner hele vejen igennem systemet. Men det burde være muligt at reagere på kritisk adfærd og kultur via tillidsrepræsentanter, med-systemet og ledelsen, der har ansvaret for et godt arbejdsmiljø.

Vi kan som politikere tage det op i forretningsudvalget og andre udvalg, hvor vi kan stille krav om, at retningslinjerne i åbenhedspolitikken bliver efterfulgt hele vejen igennem. Vi kan følge trivselsundersøgelser og stille krav om forbedringer. Det vil vi selvfølgelig gøre i Enhedslisten