Dør-til-dør transport

Enhedslisten foreslår, at der udarbejdes planer eller et koncept for dør til dør transport – herunder gode kombinationsmuligheder og skift mellem forskellige transportformer, samt inddragelse af cykler og delebilsordninger eller samkørsel i løsningerne. Vi tænker, at der kan hentes inspiration andre steder fra, og der kan samarbejdes med andre herom.

Det handler om at skabe attraktive alternativer til brug af bilen og at udarbejde forslag, der kan forbedre transportmulighederne – også for dem der bor i områder af regionen, hvor der i dag ikke er gode transportmuligheder inden for den offentlige transport. Det handler om at arbejde for målene om at flytte pendlere fra privatbilen til kollektiv trafik og cykling. Hvis der er blot 5% mindre bilkørsel, vil der ikke være trængsel på vejene. Og der vil ikke være behov for at udbygge motorveje.

Vi støtter en række af passagerrådets input:

  • En mere tilgængelig offentlig transport.
  • En mere sammenhængende kollektiv transport.
  • Bidrage til at udvikle en mere klimarigtig transport for alle, bedre understøttelse af at være cyklist i kombination med kollektiv transport.
  • Billigere billetter og kort. Der skal være en prisfordel i forhold til bilisme.
  • Hurtigere tog og bus
  • Fokus på toiletvilkår på stationerne

Vi ved, at et udvidet tilbud og billigere billetpriser også kan få flere til at bruge den kollektive trafik. Vi ved, at det er sundere og god samfundsøkonomi, at flere cykler og det kan fremmes ved f.eks. flere og bedre cykelstier, gode parkeringsforhold og mulighed for at medbringe sin cykel i tog og busser. Ombygning af togstationer og trafikknudepunkter for busser kan også fremme, at flere tager med bus og tog. Men alt dette er afhængigt af flere statslige midler.