Elbusser til regionen

Transporten udgør en tredjedel af CO2-udledningen, og desværre er udledningen stigende. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at indføre elbusser og tilbyde bedre kollektiv transport.

Helt konkret foreslår Enhedslisten til næste budget, at der reserveres tilstrækkelig med økonomi til kollektiv trafik således, at udbud af busser allerede fra 2021 (gældende fra 2022) skal være nulemission og således at der ikke sker væsentlige forringelser i tilbuddet om kollektiv trafik i form af ændringer i ruter, køreplaner mv. Flere udbud med omlægning til elbusser har vist, at det enten bliver billigere eller samme udgiftsniveau. Derfor kan det lade sig gøre at næste udbud indeholder, at busserne skal være på el eller nulemission.

Region Hovedstaden har indgået en aftale om mere grøn kollektiv trafik, om at flytte 20% pendlere fra privatbilen til kollektiv trafik, cykling og samkørsel. Derfor er det den helt forkerte vej at gå at planlægge afkortning af buslinjer og sammenlægning af buslinjer, som der er lagt op til.

Folketingets partier skal snart i gang med forhandlinger om en national, grøn mobilitetsplan. Her er vi enige med en række miljøorganisationer, herunder Rådet for Grøn Omstilling: Det bør handle om massive investeringer i kollektiv transport samt omlægning af al transport til vedvarende energi; ikke flere motorveje. Der er brug for flere statslige midler til at styrke den regionale kollektive trafik. Derfor har vi også stillet forslag herom til Danske Regioners generalforsamling.