- Peder Hvelplund, Enhedslistens sundhedsordfører og medlem af Folketinget
- Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København og Enhedslistens repræsentant i KLs bestyrelse
- Tormod Olsen, medlem af regionsrådet i Region H og Enhedslistens medlem af Danske Regioners bestyrelse
- Kristjar Skajaa, Enhedslistens sundhedspolitiske udvalg
Der er en del ting fine ting i regeringens udspil, men det her er en ”skævert”. Vi havde ønsket om at være med i aftalen for at trække den i en mindre skæv retning og sætte højere ambitioner for at nedbringe både geografisk, men også social ulighed i sundhed. Vi er kommet med et reelt forslag til en lighedsgaranti, der skulle sikre, at hvis denne sundhedsaftale – som de mange før den – viser sig at bidrage til mere ulighed i sundhed, så er politikerne på Christiansborg forpligtede til at gøre noget. Det vil regeringen ikke være med til.
Vi frygter, at der vil ske det samme, som der er sket med de seneste 20 års reformer på sundhed –nemlig større ulighed og voksende forskel i levealder på dem med flest ressourcer og dem med færrest. Det vil gå ud over sundheden hos almindelige mennesker udenfor de store byer og hos almindelige mennesker med ikke så mange midler i de store byer. Dem vi allerede ved kan navigere i et mere og mere komplekst sundhedsvæsenet vil få mest ud af denne sundhedsreform.
Regeringen holder fast i en ny struktur, der trækker nogen ret vilkårlige streger ned over Danmark med en regionssammenlægning og 17 sundhedsråd i vidt forskellige størrelser i en forhåbning, om at det vil sikre læger i yderområder på Sjælland. Men samtidigt svækkes den demokratiske indflydelse for mange danskere og opgøret med den geografiske ulighed landet over er meget tvivlsomt. Kommunerne er i samtlige sundhedsråd i mindretal, og mange borgere i yderområder vil opleve ikke at have folkevalgte til at sidde med til at udvikle sundhedspolitik på deres vegne – reformen vil spænde ben for mere nærhed og lokalkendskab i sundhedspolitik. Reformen er en egentlig centralisering i fåreklæder
Der er ikke nok ressourcer i det udspil regeringen er kommet med til at sikre at fx kronikerpakkerne ikke fører til mere ulighed i sundhed. Der hives ressourcer ud af vores hårdt pressede hospitaler lang tid før investeringen i det nære sundhedsvæsen har vist sit værd. Hospitalerne vil skulle behandle eks. flere ældre og håndtere stigende medicinudgifter uden at få midler til at følge med udviklingen. Derfor er vi i Enhedslisten stærkt bekymrede for kommende fyringsrunder, urealistiske effektiviseringer og dårligt arbejdsmiljø. Vores dygtige sundhedspersonale skal have de tilstrækkelige rammer til at give en god behandling.
Aftalen forventes desværre også at indebære, at regeringen vil fjerne initiativer på miljø, trafik og kulturområdet, hvor kommuner og regioner i dag har haft et velfungerende samarbejde. Det drejer sig konkret om en forringelse på 200 mio. kr. om året, men rækker langt videre, da vi også mister grundfinansieringen til EU projekter for omkring en halv milliard om året. Disse forringelser laver regeringen med åbne øjne til trods for det akutte behov for langt større ambitioner for miljø og kollektiv transport.
Og så er der akutområdet som regionerne forventes at skulle løse ude i kommunerne. Men vi har endnu ikke set et bud på hvordan man tænker sig det skal foregå. I en tid hvor regeringen italesætter ”borgeren i centrum”, og der arbejdes på højtryk i kommunerne på at teams skal mindske mængden af sundhedspersoner i borgernes hjem, virker det absurd at indsætte en regional ”akutstyrke”. Også privatiseringen af sygeplejen risikere at sende et hav af mennesker ud i borgernes hjem, helt modsat ønsket om færre nye ansigter hos vores ældre medborgere.
Reformen skulle være det store opgør med Bermuda-trekanten og den manglende sammenhæng for borgere med komplekse problemstillinger. Men regeringen har ikke kunne svare på hvilke konsekvenser aftalen vil få for socialpsykiatrien og handicapområdet. Regeringen har igen vist sig ikke at have tilstrækkelig ambitioner for at komme uligheden til livs
Regeringens nye sundhedsaftale tager overhovedet ikke hånd om den mest markante udviklingen der er sket indenfor sundhedsområde de seneste år – nemlig at antallet af sundhedsforsikringer er eksploderet med ulighed i adgang til sundhed til følge.
