Enhedslisten er med i Region Hovedstadens budgetaftale for 2022

Det lykkedes endelig at få flere penge til fødeområdet og psykiatrien – og fjerne besparelser på busser.  

På trods af den meget snævre økonomiske ramme, som regionerne fik ved årets forhandlinger med Finansministeren lykkedes det at finde ekstra penge til fødeområdet i Region Hovedstadens budget for 2022. Det betyder, at de kommende forældre kan se frem til fødselsforberedelse i små hold, bedre information på fx video og podcasts og bedre mulighed for rådgivning efter fødslen, især om amning. Ligesom partierne er enige om, at der skal skaffes mulighed for, at nye familier kan blive på hospitalet efter fødslen.

Partierne bag budgetforliget har fulgt de fleste af de anbefalinger, som det såkaldte opgaveudvalg for gravide og fødende kom med. ”Vi har ved hver eneste budgetforhandling kæmpet for at få bedre forhold for de fødende, så det er vi meget tilfredse med”, siger Enhedslistens Annie Hagel, der var formand for udvalget.

”Men det er desværre ikke nok. For der mangler stadig jordemødre på regionens hospitaler. Derfor har vi lagt vægt på, at der samtidig skal sættes ind for at forbedre arbejdsmiljøet for jordemødrene, så vi kan fastholde dem, der stadig må løbe stærkt og rekruttere nye, de kan dele opgaverne med. Det kan være ved bedre vagtplanlægning, bedre inddragelse af de ansatte, supervision, introduktion af nyansatte. Desuden er det en god idé at undersøge, om det er muligt at etablere mindre delenheder på de store fødesteder, så rammerne bliver mere rolige og overskuelige for familierne og giver de ansatte bedre arbejdsforhold.”

Udover fødeområdet er også afsat flere penge til andre sundhedsområder, herunder psykiatrien.

– Marianne Frederik medlem af psykiatriudvalget og forretningsudvalget udtaler:

”Vi er rigtig tilfredse med de ekstra 24 millioner kr. til den pressede psykiatri. Der er bl.a. kommet midler til tidlig opsporing og behandling af børn og unge, der mistrives, og et udgående specialiseret team indenfor selvskade.”

Der blev ikke plads til væsentlige forbedringer af den kollektive trafik. Det lykkedes dog at få fjernet besparelser på busserne. Det har været en meget lang kamp at få tilbagerullet de sidste besparelser på busserne, der blev vedtaget i foråret 2020. Men nu er det lykkedes. Vi skal have en stærk kollektiv trafik for at mindske biltrafikken og forbedre miljø og klima.

”Budgetaftalen ændrer ikke på, at vi stadig har et sundhedsvæsen med et stort arbejdspres, og at de ansatte på regionens hospitaler står tilbage med eftervirkningerne af et hårdt år med corona og sygeplejerskestrejke, siger Tormod Olsen. ”Mange patienter er kommet på venteliste, og der vil gå lang tid ind i 2022, før de er væk. Det hele bliver ikke nemmere af, at der er alt for mange ledige stillinger og mangel på uddannet sundhedspersonale på en række områder. Enhedslisten vil derfor som hidtil have øje for, hvor der undervejs i budgetåret kan findes penge til forbedringer”, lover han.

Budgetaftalen