Enhedslisten er med til at opfylde borgernes ønske om behandling i nærområdet

Borgerne på Amager, i Glostrup og Gentofte kan også fremover blive indlagt på deres lokale hospitaler, hvis de skal behandles for sygdomme i fx hjerte, lunger og mave. De beholder også akutklinikkerne, som behandler små skader som forstuvede fødder og sår efter fald eller havearbejde.

Enhedslisten og flertallet af partierne i region Hovedstadens sundhedsudvalg har nemlig i dag besluttet, at akutklinikkerne på de tre hospitaler skal fortsætte som de plejer med senge til medicinske patienter. Kun radikale venstre stemte for forslaget om at flytte de medicinske senge til Hvidovre og Herlev, når de nye store akutmodtagelser åbner.

Annie Hagel, der er medlem af sundhedsudvalget i Region Hovedstaden udtaler:

– I Enhedslisten er vi rigtig glade for den beslutning, fordi vi ved, hvor meget det betyder for borgerne at have mulighed for akut behandling og indlæggelse tæt på, hvor de bor. De er glade for akutklinikkerne, hvor de er trygge og oplever kort ventetid. Ligesom det er vigtigt at kunne blive indlagt eller besøge indlagte pårørende uden lang transport.

– Vi vil dog stadig foreslå forbedringer af akutklinikkerne: fx sikre, at der er de læger og sygeplejersker, som er kvalificerede til opgaven. Ligesom, vi vil se på åbningstiderne og opfordre til, at 1813 henviser flere til akutklinikkerne.