Enhedslisten er på borgernes og naturens side

Furesø Avis 31.oktober

Af Tormod Olsen, medlem af Miljø- og Klimaudvalget i Region Hovedstaden

Debatindlægget fra Lars Hovgaard er både velkomment og lidt provokerende, så for en god ordens skyld, vil jeg gerne fastslå Enhedslistens position.

Overordnet står vi på borgernes og naturens side. Vi stemte som eneste parti nej til den forrige råstofplan, og vi er nok også som eneste parti klar til at gøre det igen. Loven er tåbelig og ude af trit med virkeligheden. Vi lægger ikke stemmer til dens slags systemfejl, når det har så alvorlige konsekvenser for folk.

Derfor har vi længe arbejdet for ændringer af loven og de nye tanker om kompensation på linje med naboer til vindmøller er et produkt af det arbejde. Vi er dog ikke i mål, før vi har en national råstofplan, som ikke kræver, at alt byggeri i Region Hovedstaden i de kommende 12 år de facto skal reserveres i Nordsjælland og Hornsherred.

I forhold til processen med råstofplanen, så afventer udvalget nu de konkrete vurderinger af området. Herefter stiller vi fra Enhedslistens side forslag om at udtage en lang række områder.

Men afslutningsvis tak for provokationen. Det er meget velkomment, at problemerne bliver taget op. Når der så skal stemmes, må vi se, om regeringspartiet og de andre støttepartier vil sætte tåbelig lovgivning foran naturen og almindelige mennesker. Vi ved, hvor vi står.