Enhedslisten er ude af budgetforhandlingerne i Region Hovedstaden

Det lykkedes ikke at få de store besparelser på hospitalerne rullet tilbage. Det betyder yderligere pres på et allerede presset personale. Derfor måtte Enhedslisten forlade forhandlingerne om Region Hovedstadens budget for 2019.

Der er ellers mange gode takter i budgettet, herunder en renoveringsplan for hospitalerne, flere penge til psykiatrien og nye grønne initiativer. Men forholdet mellem nedskæringer på hospitalerne og de nye initiativer er helt skævt. Hvis presset på personalet skulle løftes, ville det kræve, at pengene skulle ud og gøre nytte på hospitalerne i stedet for at ligge i puljer.

– Vi konstaterer, at budgetterne hvert år bliver lagt alt for stramt. Det giver ingen mening, når flere afdelinger ikke engang kunne stille nødberedskaber i forbindelse med forårets konflikt,  siger Marianne Frederik, medlem af regionsrådet for Enhedslisten

– Vi ser budgettet i forlængelse af regionernes stramme økonomiaftale med regeringen, et nyt skjult sparekrav kaldet teknologibidraget og ikke penge nok til at følge med befolkningsudviklingen. Det betyder alt sammen, at personalet igen skal løbe hurtigere – alt sammen faktorer, vi ikke kan stå inde for, siger Tormod Olsen, medlem af regionsrådet for Enhedslisten

Enhedslisten vil ved behandlingen af budgettet i regionsrådet stille ændringsforslag til, hvordan de værste besparelser kan undgås inden for budgettets rammer til fordel for personale og patienter.

Ud over at få fjernet de generelle besparelser på hospitalerne, skal vi fjerne besparelserne på:

  • Arbejdsmedicin
  • Rygmarvsskader
  • Patienthotellet på Nordsjællands Hospital
  • Førstegangsfødende på Rigshospitalet
  • Lægesekretærer