Enhedslisten fokuserer stadig på forbedringer af Sundhedsplatformen

Enhedslisten har hele tiden haft en kritisk konstruktiv holdning til Sundhedsplatformen, men har dog, efter forhandling, tilsluttet sig den aftaletekst, som partierne skulle være enige om, hvis budgetforhandlingerne, der lige nu er i gang i Region Hovedstaden, skulle fortsætte.

Enhedslistens medlem af forretningsudvalget, Marianne Frederik:

– Det er ærgerligt, at Sophie Hæstorp finder det nødvendigt, at partierne skal være enige om en tekst om Sundhedsplatformen for at gå videre med budgetforhandlingerne.

– Enhedslisten lægger vægt på, at vi lytter til sundhedspersonalets kritik og forslag til forbedringer. Der bevilliges penge til en række tiltag. Og vi vil nøje følge implementeringen af forbedringsforslagene.

– Det er vores ønske, at medarbejdernes tilfredshed og lægernes tid med patienterne løbende bliver forbedret.

Det er besluttet at følge udviklingen via tilfredshedsundersøgelser og et dialogforum med personalerepræsentanter og politikerrepræsentanter.