Enhedslisten stemmer nej til historisk stram økonomiaftale for regionerne

I aftes landede aftalen om regionernes økonomi for 2023. Enhedslisten stemmer klart nej. Aftalen er historisk stram. Det begrundes med øgede udgifter til militæret og inflation.

Tormod Olsen, Enhedslistens repræsentant i Danske Regioner:

Aftalen er ude af takt med virkeligheden. Der er massive problemer med fastholdelse og rekruttering af medarbejdere i sundhedsvæsenet, og så kommer regeringen med en aftale, der øger arbejdspresset og tvinger regionerne til deciderede nedskæringer.

Nu ser vi virkelig prisen for den øgede oprustning. Den kommer til at stå på besparelser mange år frem på trods af, at det netop er de næste 10 år, de store generationer bliver stærkt plejekrævende. Den negative spiral med øget pres og frafald af medarbejdere vil fortsætte, og konsekvenserne for velfærdssamfundet, som vi kender det, er nærmest uoverskuelige.

Der har ellers være mange fælles ambitioner om psykiatriplaner, flere ansatte, nærhospitaler og grøn omstilling af både bygningsmassen og indkøb. Nu må vi bare konkludere, at økonomien bliver så stram, at alle ambitioner må blive ved tanken.

Vi ved, at særligt psykiatrien er udfordret, men regeringen vil ikke prioritere området. Nu må man så spørge sig selv, hvad der skal ske med 10 årsplanen. Hvis økonomien allerede nu er stram pga. oprustning, hvordan skal man så finde de 3-4 mia. til en 10 årsplan?

Hospitalerne trænger til basale renoveringer. Samtidigt betyder de stigende energipriser, at de mange nødvendige klimatiltag betaler sig selv hjem på 3-6 år, hvorefter hospitalerne vil stå med en stærkere økonomi. Alligevel griber regeringen ikke chancen, men træder i stedet på bremsen. Dermed ingen klimaindsats, men til gengæld flere forfaldne bygninger og udskudte projekter, som blot bliver endnu dyrere.

På trafikområdet løber regeringen fra løfterne om at kompensere for tabte passagerer, selvom det er fuldstændigt tydeligt for en hver, at alle dem som købte bil under corona jo ikke har solgt den igen.

Aftalen betyder tvungne nedskæringer på bustrafikken i størrelsesordenen 10-15%. Det vil altså sige lukning af et massivt antal busruter og forventeligt med slagside til yderområderne. Det vil så igen få endnu flere til at køre i bil og øge behovet for mere vejbyggeri. Det er en fuldstændigt tåbelig, dyr og klimabelastende udvikling.

Henvisningerne til en stram aftale ud fra Ukraine-krigen er misvisende. De høje energipriser har givet staten masser af penge i øgede afgifter og ifølge finansministeriets egne tal en mindreudgift til VE-støtte på 2,1 mia. i 2023. Hvis flertallet tror krudt og kugler hjælper på noget, så må de tage fra den slags ekstra indtægter i stedet for at tage fra den helt nødvendige velfærd.

Henvisningerne til en stram aftale ud fra inflation er også en skjult politisk prioritering. Regeringen kunne også vælge at udskyde motorvejsprojekter, Lynetteholm, Limfjordsforbindelse osv. Man kunne også hæve miljøafgifterne på råstoffer, som både Danske Regioner og branchen bakker op om. Jeg må samtidigt grine lidt af, at regeringen mener, at deres egen varmecheck på 3 mia. ikke påvirker inflationen.