Enhedslisten støtter ikke Danske Regioners lockout

Enhedslistens repræsentant i Danske Regioners bestyrelse, Susanne Langer, er uforstående over for, at der er varslet lockout af op mod 70.000 sygeplejersker, læger og andre ansatte i regionerne.

Susanne Langer udtaler:

– Beslutningen vil forcere konflikten unødigt og mangler proportioner.

– Jeg er ærlig talt i chok over, at den her beslutning er lusket igennem. Beslutningen er alene taget af formandskabet: Bent Hansen (SD), Stephanie Lose (V), Anders Kühnau (SD), Bo Libergren (V). Fire personer har truffet en beslutning med så omfattende konsekvenser for så mange mennesker, det er virkelig oprørende. En dybt udemokratisk proces, en dybt uansvarlig beslutning, uden mulighed for at os i bestyrelsen kan stemme imod, fordi vi slet ikke bliver spurgt.

– Det er jo en kæmpe beslutning, hvor de kaster Danmark ud i en potentiel storkonflikt, der lammer store dele af samfundet. Det skal stå lysende klart for de ansatte, at det ikke er en enig bestyrelse i Danske Regioner der har tænkt sig at lockoute dem, og altså sende dem hjem fra arbejde uden løn.

– I forvejen frygter mange offentligt ansatte med god grund, at der er tale om aftalt spil der bare ender i et regeringsindgreb til arbejdsgivernes fordel. Når beslutningen om lockout bliver lusket igennem, så bestyrker det da kun den mistanke.

– Jeg håber trods alt, at det kan lade sig gøre at finde tilbage til forhandlingsbordet og finde en fornuftig løsning. Enhedslisten arbejder for en forhandlingsløsning.