Et fælles sundheds-it-system

Marianne Frederik, Enhedslisten, Region Hovedstaden

Regeringen og Dansk Folkeparti vil tage beslutning om ét fælles sundheds it-system for hospitalerne. Det kan da være glimrende også med et fælles it-system til den øvrige sundhedssektor. Men det er ikke noget, der kan lade sig gøre på kort tid og uden store investeringer.

I Enhedslisten er vi lige så frustreret som andre over de mange fejl og mangler, der dukker op omkring Sundhedsplatformen, det er langt fra det, vi regionspolitikere blev lovet.

I Enhedslisten har vi hele tiden haft fokus på at finde frem til manglerne og en tidsplan for at få dem udbedret. Desværre blev det først rigtig taget alvorligt, efter en kritik fra Rigsrevisionen. Der har siden starten af 2018 været nedsat et dialogforum om Sundhedsplatformen med repræsentanter fra faggrupper blandt de ansatte, der arbejder med Sundhedsplatformen, samt repræsentanter fra den centrale administration og politikere. Her kommer der tilbagemeldinger om, hvad der fungerer dårligt, og hvad der fungerer bedre.

Der er løbende afsat flere penge til forbedringer af systemet og opsætningen, så det bliver lettere for brugerne, de ansatte. Der bliver foretaget evalueringer i form af spørgeskemaer til de ansatte.

Vi har desværre fået at vide, at det tager tid at udbedre alle manglerne ved medicinmodulet, men flere forbedringer er på vej. Ligesom der har været problemer med at få data ud. Vi har fået at vide, at der nok går 3-4 år, inden systemet er så godt opdateret, at der opnås tilfredshed blandt brugerne på omkring 90%. Det var heller ikke noget, vi fik at vide fra start.

Ingen nemme løsninger
Vi må ikke glemme, at et nyt system for det første kræver en undersøgelse af, hvordan de eksisterende systemer fungerer, hvad de kan og ikke kan, og hvad man ønsker det nye system skal kunne. For det andet kræver et statsligt sundheds it-system et nyt udbud. For det tredje kræver et nyt system en ny indkøring, ny uddannelse osv. Det vil tage flere år og koste nye milliarder af kroner.

Endelig, har der også været problemer med statslige it-systemer, f.eks. i Skat. Så hvorfor skal vi tro, at staten kan gøre det meget bedre?

Det er muligt, at en evaluering af Sundhedsplatformen i løbet af 2019 ikke vil ende positivt, men lad os nu se.

Indrøm dog, at det er komplekst, vil tage tid, og at pengene først skal findes. Der er ingen nemme, hurtige eller billige løsninger.