Et løft til psykiatrien – ikke kun penge

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem og medlem af Social- og Psykiatriudvalget

Mikkel Rasmussen, læge og formand for Psykiatri-Listen i Region Midtjylland, foreslår i Altinget 4.sep., at hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien skal sammenlægges under regionerne.

Det mener jeg umiddelbart er en dårlig idé.

Jeg er enig i, at samarbejdet på tværs af sektorer skal styrkes, gerne med regionen som hovedansvarlig, med tovholder-funktioner og udefunktioner; det kan f.eks. ske via netværksmøder, huse for psykisk sundhed og fælles kurser som f.eks. recoveryskolen står for. Jeg mener også, at det vil være en fordel at samle behandling af misbrug og psykisk sygdom i regionerne.

I Region Hovedstaden er der enighed om en treårsplan, der er i høring; her er der fokus på de nævnte områder, herunder mere forebyggelse og mangeartede behandlingstilbud og bedre opfølgning efter hospitalsbehandling

Alle er tilsyneladende enige om, at der skal udarbejdes en 10-årsplan med et løft af psykiatrien og med inddragelse af relevante aktører. Det er nødvendigt med ekstra penge både til bygninger, senge og ansatte, men det er også nødvendigt at udfolde et bredere behandlingstilbud, herunder med forskelligt uddannet personale, medicinfrie (eller medicinnedtrappende) tilbud, minimering af tvang, netværkssamarbejde og bedre tilbud i kommunerne.