Torben Kjær, medlem Hovedstadens Regionsråd og Danske Regioners Sundhedsudvalg i Jyllands-Posten 25. dec.
Regeringen pønser på at oprette 21 klynger om de superhospitaler, der vil være i landet om ca. fem år, hvor praktiserende læger og kommuner skal fungere med dem for at skabe større sammenhæng.
Det vil kræve, at hospitalerne har de samme specialer, at kommunerne lever op til samme kvalitet, at praktiserende læger tager et medansvar ud over deres individuelle behov, hvis det ikke skal blive et kaos af forskellige tilbud.
Virkeligheden bliver dog, at mange borgere vil komme på hospitaler, som ligger uden for “deres” klynge, at de manglende praktiserende læger skal behandle flere sygdomme, som de i dag sender videre til hospitalerne, fordi de ikke har faglig viden nok, og det kan blive tilfældigt, om ens kommune har kompetence til at behandle de især ældre, som man fremover ikke ønsker at indlægge – den såkaldte nærhedsfinansiering.
Borgerne risikerer at blive behandlet på et fagligt for lavt niveau, og det bliver et kludetæppe af kvalitet og tilbud, alt efter hvor man bor.
Regionerne er garant for relativt ensartede sundhedstilbud og er i tæt dialog med både kommuner og almen praksis. Regionale politikere har føling med, hvad der foregår i regionen og enkelte kommuner, og føler en helt anden forpligtelse til at lytte til borgerne, fordi de er valgt på deres stemmer, kan møde dem på gaden og kan miste borgernes tillid.
Hvor meget ansvar mon en autonom gruppe som almen praksis vil føle for borgerne ud over deres egne patienter, og hvor meget ansvar mon Finansministeriets regnedrenge føler for borgernes mening? Det sundhedsteknokrati, som noget tyder på, er på vej, kan bedst bruges til at skære massivt ned, uden at politikere kan pålægges ansvaret – måske formålet med hele øvelsen.
