Gül Özcan, sygeplejerske og kandidat til regionsrådet i Region Østdanmark for Enhedslisten i Sjællandske Nyheder d.8.november 2025
Vi taler ofte om pressede hospitaler, ventelister og mangel på personale. Men sjældnere taler vi om dem, der slet ikke når frem til systemet. De mennesker, som vores sundhedsvæsen i dag ikke formår at rumme. De udsatte.
De usynlige patienter
”Udsatte borgere” er ikke en gruppe. Det er mennesker, der lever i fattigdom, med psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed eller social isolation. Det er ældre uden netværk, borgere med kroniske sygdomme, flygtninge, unge uden for fællesskabet. Fælles for dem er, at de lever kortere, bliver oftere syge og oftere dør af sygdomme, der kunne være behandlet i tide.
Jeg møder dem i skadestuen: den hjemløse, der ikke fik behandlet sit sår, fordi han ikke havde penge til transport; kvinden, der ikke kunne bestille tid til egen læge, fordi hun ikke forstod e-boks; den psykisk syge, der blev udskrevet uden opfølgning og kom tilbage få dage senere.
Det er mennesker, der har mistet tilliden til systemet og ofte også til os, der arbejder i det. De oplever, at dørene bliver lukket, at kravene er uoverskuelige, og at de bliver mødt med mistillid frem for forståelse.
Et system der forventer, at mennesker møder systemet og ikke omvendt;
Vores sundhedsvæsen er i dag indrettet til den ressourcestærke borger: den, der kan læse, skrive, logge på, ringe, vente og forstå. Men mange udsatte borgere har hverken overskud eller evner til det. Når adgang til sundhed kræver NemID, transport, stabile rammer og overskud, så skaber vi et A- og et B-hold.
Vi ved, hvad der virker
De udsatte bliver ofte syge af de sociale vilkår, de lever under og derefter yderligere marginaliseret af de strukturer, der burde hjælpe dem. Det er ikke ond vilje, men et system, der er blevet for komplekst, for fjernt og for digitalt.
Hvis den kommende sundhedsreformen skal lykkes, skal vi begynde netop her hos dem, der står længst væk. For et sundhedsvæsen, der ikke rummer de mest sårbare, er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Vi ved, hvad der virker. Det kræver ikke flere fine ord, men handling:
- Mobile sundhedsklinikker og sundhedsteams skal være en fast del af reformen. De skal ud i gaderne, på væresteder, i varmestuer og til bosteder, hvor borgerne er. Mange af dem vil aldrig selv gå til lægen – så lægen og sygeplejersken må gå til dem.
- Tværfaglige samarbejder mellem psykiatri, somatik- og socialområdet skal styrkes. I dag bliver for mange udskrevet fra psykiatrien til ingenting. Vi har brug for sammenhængende forløb, hvor ingen sætter sig mellem to stole.
- Brobyggere og sygeplejersker skal være en del af de tværgående indsatser. Tillid skabes af mennesker – ikke systemer. En fast kontaktperson kan gøre forskellen mellem opgivelse og behandling.
- Civilsamfund og NGO’er skal være en naturlig del af løsningen. Organisationer som Kirkens Korshær, Røde Kors og lokale foreninger som PKAN og Muhabet møder borgerne dér, hvor de er – uden krav, uden skemaer. De bør anerkendes som vigtige partnere, ikke blot nødløsninger.
- Færre digitale barrierer og mere menneskelig kontakt. Ikke alle har en smartphone, netbank eller digital adgang. Vi skal tilbyde analoge løsninger og fysisk tilstedeværelse.
- Styrk sygeplejerskernes rolle i de lokale sundhedsråd og i planlægningen af reformen. Vi er dem, der ser uligheden i praksis og kan pege på, hvor indsatsen skal sættes ind.
Sundhedsreformen skal bygges nedefra, ikke oppefra
Vi har set mange reformer komme og gå. Forandring på papiret hjælper ingen, hvis den ikke mærkes i virkeligheden. Hvis den nye sundhedsreform skal lykkes, skal den bygges på praksis, ikke på powerpoint. Den skal tage udgangspunkt i frontlinjens erfaringer hos personalet og borgerne.
Der skal investeres i mennesker, ikke kun strukturer. I tillid, relationer og nærvær. Det kræver politisk mod at sige, at sundhed ikke kan effektiviseres væk, det skal menneskeliggøres.
Når jeg ser ind i fremtiden, håber jeg på et sundhedsvæsen, hvor vi møder alle borgere med respekt også dem, der lugter, larmer eller ikke passer ind. Et sundhedsvæsen, der forstår, at sygdom ikke kun handler om krop, men også om livsvilkår.
Vi må turde spørge: hvordan måler vi succes? Er det antal behandlinger eller antal mennesker, der faktisk får hjælp?
Et sundhedsvæsen skal måles på, hvordan det behandler de mest udsatte. Først når de oplever sammenhæng, værdighed og tryghed, kan vi tale om en reform, der virkelig lykkes.
For et samfund bliver ikke stærkt ved at lade de svageste i stikken, men ved at løfte dem med.
