Folketinget vil endelig rense forurenede grunde

Tormod Olsen, medlem af Miljø- og Klimaudvalget

Regionerne og regeringen indgik i sidste uge en økonomiaftale om næste års budget i regionerne – uden Enhedslistens støtte. I dette budget er der afsat nul kroner til oprensning af generationsforureningerne, som er de ti mest forurenede grunde i Danmark.

I Region Hovedstaden har vi mange forurenede grunde, og de truer vores natur, vores rene drikkevand og vores helbred. Vi har fire af de ti generationsforureninger i vores region, og det vil koste over 500 millioner kroner at rense bare de fire grunde. Collstropgrunden i Hillerød vil alene koste i omegnen af 250 millioner kroner at få renset.

Som lovgivningen er nu, kan de ansvarlige for generationsforureningerne ikke stilles til ansvar, hvilket betyder, at samfundet betaler regningen for at få giftstofferne ud af jorden og sikre vores drikkevand.

Vi skal i gang nu
Generationsforureningerne var en del af det forståelsespapir, der efter folketingsvalget blev underskrevet af regeringen og støttepartierne, men det går for langsomt med at komme i gang med oprensningerne.

I Region Hovedstaden bidrager vi gerne med undersøgelser, og vi har teknologien til at begynde at oprense nogle af grundene, men vi kan ikke finde alle de mange millioner i vores i forvejen meget pressede budget.

Det er derfor et kæmpe skridt i den rigtige retning, at et samlet folketing onsdag besluttede, at der hurtigst muligt skal findes midler til at rense de ti store forureninger.

Enhedslisten foreslår, at der oprettes et fælles regionaltejet selskab, der også ejer rettighederne til de nye metoder, der løbende udvikles til at oprense de forskellige grunde. Det kunne ende som et nyt “vindmølleeventyr”, hvor regionerne kunne eksportere viden og teknik og dermed hjælpe med at finansiere oprensningerne.

Det vil desuden skabe nye arbejdspladser i en tid med stor arbejdsløshed, hvis vi kommer i gang med at rense grundene nu.