FORBEDRINGER PÅ VEJ TIL FØDEOMRÅDET

”Det er det første skridt til de forbedringer, der er helt nødvendige på det trængte fødeområde, og vi er glade for, at det kan ske så hurtigt”, siger Enhedslistens medlem af Hovedstadens Regionsråd, Annie Hagel, efter at alle partierne i regionsrådet er blevet enige om at afsætte flere penge til fødeområdet allerede i år.

Enhedslisten pressede på for at skabe forbedringer, og fik afsat 18 millioner kr. ekstra i 2021, og 24 millioner kr. næste år og de følgende år.

De 8 millioner er afsat til at dække det stigende antal fødsler i Region Hovedstaden. Mens de 16 millioner skal bruges til flere ansatte og til at give jordemødrene mere tid sammen med familierne gennem hele forløbet, altså også til fødselsforberedelse og tiden efter fødslen. Nu skal politikerne sammen med personalet på fødeafdelingerne finde ud af, hvordan midlerne skal fordeles.

”Vi ved godt, at der skal mere til, og vi forventer, at der kommer flere midler fra Christiansborg, da både ministeren og folketingspolitikerne også har fokus på fødeområdet, siger Annie Hagel, der er formand for et nyt udvalg, som nu skal i gang med at finde forslag til forbedringer på Hovedstadsregionens fødesteder. Udvalget består af tre regionsrådspolitikere, to kommunalpolitikere og 12 nybagte forældre.