Annie Hagel medlem af regionsrådets 1. maj tale
Når vi samles for at fejre arbejdernes internationale kampdag 1. maj, markerer vi, at vi tror på fællesskab. På sammenhold. Og på solidaritet.
Værdier som har trange kår i et samfund, som har overgivet sig til markedskræfterne. Som i stedet for fællesskab og solidaritet fokuserer på den enkeltes evne til at være effektiv. Effektiv for at klare sig i konkurrencen med sine medborgere.
Og så dog. Pludselig kunne jeg i min avis læse ordet solidaritet. Endda brugt i munden på den rigeste mand i Europa og den fjerderigeste i verden. Bernard Arnault og hans familie ville gerne vise deres solidaritet, hed det i en pressemeddelelse.
Anledningen var den nationale tragedie – forstået som branden i Notre Dame. Familien ville donere 1.5 milliarder kroner til at genopbygge katedralen. Som i følge samme pressemeddelelse “er et symbol på Frankrig, vores arv og fransk enhed”.
Jeg forestiller mig I selvfølgelig alle kender og bruger familievirksomhedens produkter i jeres hverdag. Arnaultfamilien står bag mærker som Louis Vuitton og Christian Dior. Bag Dom Perignon champagne og Hennesy Cognac.
I dagene efter ville adskillige andre franske prominente milliardærer, “i solidaritet”, donere yderligere milliarder til genopbygningen af Notre Dame. Og det er et er der selvfølgelig ikke noget galt i. Eller?
For det utrolige er jo, som Rune Lykkeberg påpegede i samme avis, i Information. Det utrolige er, at disse stinkende rige mennesker, som på alle mulige måder har undgået at betale til fællesskabet, som oven i købet er blevet belønnet med enorme skattelettelser af den franske præsident Emmanuel Macron – at netop de nu bruger ord som solidaritet og enhed.
Mennesker der på intet tidspunkt har taget medansvar for samfundet. Som på intet tidspunkt viste solidaritet med de mennesker, som protesterer mod den håbløshed og den desperation, som de oplever i det franske samfund. I de nedslidte industriområder og forsømte forstæder.
Jeg skal undlade at drage paralleller til de rigeste i det danske samfund. Og til den regering, som understøtter dem. Det kan I sagtens selv.
For det jeg vil frem til på denne dag, det der bekymrer mig virkelig voldsomt: Det er konsekvenserne af vores samfunds udvikling bort fra solidaritet og fællesskab til fordel for det, der bliver italesat som frisættelse af den enkelte.
For det lyder jo meget smukt, at vi skal sættes fri og som forbrugere have frit valg på alle samfundets hylder. Problemet er bare, at når markedstankegangen overtager den offentlige sektor, skal både de der arbejder i den, og de der har brug for den, også være effektive, omstillingsparate, parate til at tage ansvar for eget liv. Og ikke mindst arbejdsparate.
Der er der så heldigvis en stor del, der er. Det er der også mange, der prøver at være. Og så er der nogle, der bare ikke kan.
De første klarer sig glimrende og nyder godt af at leve i et af de rigeste og på mange måder bedste samfund i verden. De midterste knokler og bliver stressede. Og de sidste – ja de bliver tabt.
I går var jeg til en konference om de socialt udsattes møde med sundhedsvæsenet. Baggrunden var to rapporter finansieret af Rådet for Socialt Udsatte. Den ene viser, at to ud af tre af de socialt udsatte har en langvarig sygdom, at næsten halvdelen af dem er stressede, og de dør i gennemsnit 19 år tidligere end alle andre.
De har i allerhøjeste grad brug for sundhedsvæsenet. Men her føler de sig misforståede, stigmatiserede og får slet ikke den behandling, de har brug for. Den anden rapport peger på et alt for stort fokus på effektivisering. Det går ud over de ansattes tid til at tage sig mennesker, der har brug for ekstra omsorg. Samtidig med, at sundhedsvæsenet i stigende grad er indrettet til borgere, der kan tage ansvar for egen behandling.
Det kan de socialt udsatte ikke nødvendigvis. De har brug for en solidarisk, for en ekstra hjælp. En ekstra hjælp, de alt for sjældent får.
I det hele lider de uproduktive, dem der ikke er så effektive – de som er afhængige af hjælp fra andre under, at fokus i den offentlige sektor er flyttet. Det er flyttet fra fælleskab og solidaritet til konkurrence og effektivitet.
Det gælder langvarigt syge, det gælder mennesker med handicap og det gælder mennesker med psykisk udviklingshæmning.
Engang var vi stolte af at have et samfund, hvor målet var at alle skulle leve så tæt på det normale som muligt. Et samfund, hvor målet var at man skulle bidrage efter evne og modtage efter behov. Et samfund, hvor enhver borger havde ret til få hjælp af fællesskabet.
Vi kan jo ikke få gamle dage tilbage, og det skal vi heller ikke. Men vi kan godt ændre på betingelserne og få de glemte værdier tilbage. Det kræver ”bare” politisk vilje. Det kræver at nogen vil tage kampen op.
Det er en kamp, hvor vi i den grad også må satse på og håbe på, at de unge tager handsken op. Også selvom en alt for stor del af dem mærker kravene om effektivitet og konkurrence: Andelen af unge mellem 15 og 19 år med en depression er tredoblet på få år.
De unge, som burde være glade, lystne på livet og klare til kamp føler sig i stedet udsatte, alene og stressede. Det duer jo slet ikke. Det kan vi ikke være bekendt som samfund.
Altså må vi gamle blive ved lidt endnu. Det gør vi gerne – og heldigvis skal vi ikke gøre det alene. Stadig flere unge er med i kampen – trods det moderne ungdomslivs krasse betingelser.
Ifølge en artikel i Altinget vandrer vælgerne fra det blå mod det røde – og det gælder i stigende grad også førstegangsvælgerne. Hvor de unge vælgeren tidligere i valgperioden var tilbøjelige til at stemme liberalt kommer der nu flere, som vil stemme rødt. Og det gode er at jo længere tid der går/er gået inden udskrivningen af valget – jo flere unge vælgere kommer der og de vil stemme rødt.
Så glæd jer bare over, at det tager Lars Løkke så længe at få udskrevet det valg.
Det der får de unge op på mærkerne er klimaet. Det vil de have op på dagsordenen. Det kan vi kun være enige i.
Den kamp kræver at vi stopper markedstankegangens dominans og tager de gamle værdier tilbage.
Fordi. Kun i fællesskab, kun gennem solidaritet kan vi redde kloden.
God 1. maj
