God aften
Da jeg var barn, betød Sankt Hans duften af bål, lyden af fællessang og følelsen af, at vi stod sammen om noget. At vi kunne overvinde mørket – bare vi holdt sammen. Den følelse har jeg stadig, når jeg står her i aften.
Men i dag brænder vi heldigvis ikke hekse på bålet. Jeg vælger at se, at bålet i dag er symbol på noget andet, når jeg taler: For retfærdighed. For omsorg. For det sundhedsvæsen, vi alle har brug for – og som i dag er truet.
Jeg stiller op til regionsrådet i Region Hovedstaden for Enhedslisten, og det gør jeg, fordi jeg ikke længere kan stå og se til. Fordi jeg ved, at det kan være anderledes. Jeg har oplevet, hvordan det var, før besparelser og effektiviseringer tog over. Jeg vil gerne tage jer med tilbage et øjeblik.
Det gode patientforløb
I årene fra 1992 til 1999 arbejdede jeg i et sundhedsvæsen, som vi kunne være stolte af. Der var tid til patienterne. Ikke fordi vi løb stærkere – men fordi vi var nok til at være der.
Patienterne blev mødt med ro og nærvær. De var trygge, fordi de fik en værdig behandling. Samarbejdet mellem hospitaler, hjemmepleje og psykiatri fungerede – og vi havde tillid til hinandens faglighed. Vi vidste, at vi gjorde noget vigtigt sammen.
Jeg husker Fru Ingeborg, som kæmpede med alderdommens udfordringer – men som aldrig blev gjort lille. Hun blev mødt med respekt. Og Ole, der havde Huntingtons – han fik ikke kun hjælp, han fik indflydelse på sin hverdag og på sin behandling. De var ikke bare numre i en kø. De var mennesker med ret til et værdigt liv – og en værdig død, hvis det kom dertil.
Når nogen lå for døden, kunne de vælge at blive hjemme – omgivet af kendte ansigter. Det betød, at vi som personale kunne tilbyde helhedspleje. Den døende og de pårørende blev ikke ladt alene. Det var meningsfuldt. Det var værdigt. Og det var muligt.
Men i 1999 begyndte de første besparelser. Siden da er det kun gået én vej.
Hvor står vi i dag?
I dag ser vi et sundhedsvæsen, der er presset til det yderste – og mange steder forbi det. Personalet løber hurtigere. Ressourcerne strækkes længere. Men det menneskelige bliver klemt.
- Vi mangler personale.
Sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter. Mennesker forlader faget, fordi de ikke kan holde til arbejdspresset. Lønnen matcher ikke ansvaret. Arbejdsvilkårene er for ringe. Og det er patienterne, der betaler prisen. - Ventetiderne vokser.
Særligt i psykiatrien – hvor børn og unge venter måneder på udredning og behandling. Nogle når at miste håbet, før de får hjælp. - Uligheden i sundhed stiger.
Har du ressourcer, netværk og penge, kommer du hurtigere til. Har du ikke, må du vente. Det er ikke værdigt. Det er ikke retfærdigt. - Centralisering og lukninger.
Små, lokale tilbud er blevet nedlagt og erstattet af store “supersygehuse”. Men for mange betyder det lang transport, færre besøg og dårligere sammenhæng i behandlingen. Det, der skulle være smart og effektivt, bliver koldt og fjernt.
Effektiviseringens pris
I mange år har politikere talt om “effektivisering”. Det lyder jo godt – hvem vil ikke gøre tingene smartere? Men effektivisering har ofte betydet én ting: at gøre mere for færre penge – med færre hænder.
Det lyder måske fornuftigt i et regneark. Men i virkeligheden betyder det mere dokumentation, mindre tid til patienten. Flere opgaver, færre kolleger. Større afdelinger, mindre nærvær. Øget kontrol, mindre faglighed. Det er ikke effektivt – det er udmattende.
Jeg talte for nylig med en sygeplejerske, der sagde:
“Jeg har aldrig følt mig så utilstrækkelig, selvom jeg aldrig har arbejdet hårdere.”
Det er ikke viljen, der mangler. Det er rammerne.
Men det behøver ikke være sådan
Der er ting, der virker. Vi kan bruge teknologi og digitalisering klogt. Vi kan skabe bedre sammenhæng mellem sektorer. Men det kræver, at vi investerer – ikke sparer. Det kræver god ledelse – ikke mere kontrol. Og det kræver, at vi spørger dem, der faktisk gør arbejdet: Hvad har I brug for?
Jeg stiller op til regionsrådet, fordi jeg vil kæmpe for et sundhedsvæsen, hvor mennesker kommer før systemer. Hvor fagligheden får plads. Og hvor ingen – hverken ansatte eller patienter – skal føle sig som en brik i et spil, de ikke har indflydelse på.
Det kræver politisk vilje. Det kræver mod til at sige fra over for meningsløse besparelser. Og det kræver jer.
Vi tænder noget nyt
I aften står vi omkring bålet. Lad os i stedet for at sende hekse til Bloksbjerg starte en ny tradition og sende alt det væk, der ikke længere tjener os: Ligegyldige reformer. Tomme ord. Nedskæringer forklædt som effektivisering. Det skal brændes væk.
Men vi skal også tænde noget nyt.
Vi skal tænde en flamme for fællesskab. For velfærd. For værdighed – i alderdommen, i sygdommen, i døden. Og for alle dem, der hver dag går på arbejde i sundhedsvæsenet med hjertet først – på trods af vilkårene.
Jeg stiller op for Enhedslisten – men jeg stiller først og fremmest op for mennesker. For Ingeborg. For Ole. For den unge i psykiatrien. For sygeplejersken, der stadig kæmper.
Så lad os bruge denne aften som et løfte til hinanden:
Vi kan forandre det her. Og vi gør det – sammen.
Tak for ordet – og glædelig Sankt Hans.
