Hvad skal borgerne tro?

Hvis man ikke kender sundhedsvæsenet på nært hold og har læst pressens mange historier de senere år, må man tro, at det snart bryder sammen. Når selv læger er ude med alvorlig kritik og fortæller, hvordan de ikke har tid til patienterne pga. sundhedsplatformen, må det vel være rigtigt!

Der er store udfordringer, som skal løses og alvorlige fejl, der er lige tragisk hver gang, og som vi skal gøre alt for ikke sker igen.

Men når jeg ser tilbage på den behandling, jeg har fået og får med diabetes og alvorlige følgesygdomme gennem snart 57 år, kan jeg kun konkludere, at jeg personligt stadig har fuld tillid til vores sundhedsvæsen. Jeg oplever heller ingen forandring på den opmærksomhed, som personalet viser mig og min situation, hvilket er imponerende med de kæmpe forandringer, som sundhedsvæsenet har gennemgået de sidste 10 år.

Derfor skal det stadig tages dybt alvorligt, når mennesker oplever fejl, som ikke burde være sket, og vi arbejder hele tiden på at gøre det bedre og bedre. Men vi bør også respektere, at personalet hele tiden gør sit ypperste, og at 95 procent forløb kører, som de skal og kan.

Torben Kjær, Regionsrådskandidat (EL)

Frederiksborg Amts Avis 18. november