Overvågning af medicinrum er ikke løsningen

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem

Akutafdelingå Nordsjællands Hospital har indført overvågning af medicinrummet. Kameraerne er sat op for at undgå episoder som den for snart tre år siden, hvor en sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus blev dømt for flere drabsforsøg.

Selv om arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanterne har været med på råd, mener jeg stadig, at det er et unødvendigt tiltag. Medicinforbruget på sygehusene bliver allerede registreret, og det system er efter min mening tilstrækkeligt til at forebygge og i givet fald opklare ulovligheder.

Skulle der opstå en konkret mistanke, eksisterer der registrerede data, man kan trække på for at opklare situationen. Desuden, bliver optagelserne slettet efter fire uger, så de vil ikke kunne bruges til at dokumentere et længerevarende forløb.

Jeg synes, det er meget at sætte i værk for en eventuel risiko.

Tillid i stedet for overvågning
I Enhedslisten mener vi, at det er klart bedre med tillidsbaserede relationer. Vi deler Dansk Sygeplejeråds kritik i forhold til, at sygeplejerskerne som faggruppe mistænkeliggøres pga. en enkeltstående sag.

Når vi har med overvågning at gøre, er der altid en risiko for, at optagelserne bliver brugt til noget andet end det, der var hensigten. Det er vigtigt, at medarbejderne er sikret imod, at ledelsen bruger overvågningen til at holde øje med, om de for eksempel gør deres arbejde grundigt eller hurtigt nok.

Jeg synes bestemt ikke, de andre hospitaler i Region Hovedstaden skal følge trop og begynde at sætte overvågningskameraer op. En situation som den vi så i Nykøbing Falster er desværre rigtig svær at gardere sig imod og heldigvis også utrolig sjælden.

Lad os hellere stole på, at personalet gør deres arbejde ordentligt og skabe et arbejdsmiljø med åbenhed og tillid, hvor man føler sig tryg ved at gå til ledelsen, hvis der foregår noget usædvanligt.