Prioritering af Bornholm

Sygeplejerske Casper Jensen, Bornholms Hospital, mener, at sygehusene har penge nok og underkender sine kollegers opråb, at presset går ud over kvaliteten. Han vil hellere have mere i egen lomme end bruge mere på sundhedsvæsenet. Han argumenterer med, at regionen prioriterer forståelige skilte frem for varme hænder, det er manipuleret vrøvl.

I Europa lå Danmark tidligere i toppen, nu roder vi rundt i bunden. Danmark skulle bruge 20 mia. kr. mere om året blot for at komme op på Tysklands niveau. Det svarer omtrent til de 23 mia. kr. i skattelettelser, som regeringen har lagt frem, en klar prioritering.

Ting kan gøres bedre. Men det er måske flot af CJ at påstå, at sundhedsvæsenet har penge nok, når han arbejder på Bornholm, hvor regionen forholdsmæssigt bruger flere penge for også at sikre bornholmerne et anstændigt sundhedsvæsen. Sygehuset er friholdt for to procent effektiviseringskravet, der er helikopterberedskab, der er en regionspraksis, og regionsrådet har lige sikret akutbilens fortsættelse, klare prioriteringer. Men på Rigshospitalets afdeling for lever og bugspytkirtel må samme personale operere over 600 årligt mod tidligere 100. Så med mindre CJ mener, at de har feset den af, bekræfter det, hvor dramatisk presset er øget.

Torben Kjær, medlem Hovedstadens Regionsråd og Danske Regioners Sundhedsudvalg (EL) Frederiksværksgade 49, 3400 Hillerød

Bornholms Tidende, 20. sep. 2017