Psykiatrien skal styrkes

Psykiatrien har brug for et løft, og det lover sundhedsstyrelsens nye faglige udspil. Udspillet har været længe ventet, men imødekommer til gengæld også alle de store problemer, psykiatrien lider under.

Hjælpen skal være tilgængelig og sammenhængende
Sundhedsstyrelsen kommer med en nødvendig, bedret hjælp til børn og unge.

25% af børn og unge får en psykiatrisk diagnose, og forældrene har ofte set tegn på mistrivsel fem år før, de får den rette hjælp. Det skyldes i høj grad, at vejen til hjælp er uklar og utilgængelig. Derfor har familierne brug for ensartet, let tilgængelig og hurtig udredning, diagnostik og behandling, uanset hvor i landet de bor.

Meget af hjælpen ligger i kommunerne, dette er der intet i vejen for – men der skal være en garanti for evidensbaseret hjælp, uanset om du behandles regionalt eller kommunalt for en psykisk sygdom eller mistrivsel!

Lighed i sundhed
Rapporten fortæller, at psykiske lidelser er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at mennesker med svære psykiske lidelser ofte har et misbrug og er socialt udsatte. Så også i psykiatrien er der ulighed – ulighed, der er skyld i alt for tidlig dødsfald.

Som så mange andre steder i vores sundhedsvæsen, er der også i psykiatrien brug for sundhedsfaglige med kompentencer indenfor det sociale område. Det skal være muligt at få tværfaglig hjælp, når der er brug for det. Rapporten kalder det “afsæt i det enkelte menneske”, det kan jeg godt forstå. Det faglige udspil er nemlig ikke en plan for psykiatrien, det er en plan for at hjælpe danskere med psykiske sygdomme og mistrivsel.

Kapacitet
En del af problemerne for psykiatrien er, som alle andre steder i sundhedsvæsenet, problemer med at tiltrække og fastholde uddannet arbejdskraft. Rapporten peger på nødvendigheden af fortsat forskning i psykiatri, så vi får udbygget vores evidens. Forskningen kan samtidig virke som en rekrutteringskomponent. Jeg blev selv interesseret i psykiatri, da jeg som studerende var forskningsassistent i Glostrup Psykiatrisk Center. På samme måde tror vi i Enhedslisten på, at psykiatrien skal tilføres forskningsmidler og ressourcer generelt.

Det faglige udspil er et lyspunkt for patienter, pårørende og personale i psykiatrien, men det vigtigste arbejde ligger fortsat forude.