Interview med Snorre Lund Villumsen fra Rød-Grøn Ungdom
Snorre er nonbinær transmand. Han er 19 år og har været i psykiatrien, siden han var 15.
Psykiatrien
Det er svært at være i. Det er svært at få den hjælp, man egentlig har brug for. Jeg kan ikke fortælle dig, om det er, fordi jeg er queer, eller det bare er svært. Jeg ved ikke, hvordan det er at være i sundhedsvæsenet som heteroseksuel og cisperson, det har jeg ikke prøvet.
Jeg har været i forløb, hvor det generelt har været svært at blive taget seriøst. Da jeg startede, var der mange af mine venner, der var lidt ældre og havde været der før, der fortalte mig: ”Snorre, du skal sige, at du gerne vil dø, ellers vil de ikke hjælpe dig – du skal gøre det så ekstremt som muligt.”
I psykiatrien har de ikke tid til at hjælpe unge mennesker, før det er gået galt – det er den fornemmelse, jeg har fået. De har ikke så meget tid og kan ikke prioritere folk, hvilket jeg synes er mærkeligt. Det kan da ikke passe, at jeg skal gå ind og lyve om, at jeg har det værre, end jeg har det – det synes jeg lyder absurd – rigtig langt ude.
Jeg har haft en fornemmelse af, at hvis jeg bare kommer ind og siger, hvordan jeg har det, så er det ikke nok. Jeg tror, man har en tendens til – som en person, der har psykiske problemer – at gøre det lidt mindre, end det egentlig er pga., at det er et tabu i samfundet. Det burde man være forberedt på indenfor psykiatrien.
Jeg har været ekstremt uheldig. Det burde handle om kompetencer, men det handler tit om held. Det handler om at få en god psykiater – det handler om at få en god person – fordi jeg har prøvet at skifte, og det har været svært – og nu har jeg frasagt mig mine forløb derude – det stresser mig mere, end det gør noget godt.
De blev ved med at udskyde mine tider fra en gang om måneden til hver anden, tredje og fjerde måned.
Center for Kønsidentitet
Det jeg var mest træt af var, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre “jeg vil gerne på hormoner, hvordan gør jeg?” Det var ikke bare at lave en google-søgning, så jeg skulle ringe til venner og høre, hvad de gjorde, da de skulle starte. Det var svært at finde direkte information omkring det. Der er hjemmesider for transpersoner om, hvordan man gør det ene, det andet og det tredje – men dem vidste jeg ikke fandtes dengang.
Jeg kom på et forløb på Center for Kønsidentitet (CKI), fordi jeg gerne vil på hormonbehandling – der fik jeg at vide, at jeg ikke kan have to forløb samtidig. Jeg kan ikke være i psykiatrien og CKI samtidig – de skal være sikre på, at jeg er helt psykisk stabil, når jeg starter på hormoner.
Jeg er ikke helt stabil – jeg mangler hormoner – mange ting er svære i mit liv, fordi jeg ikke kan præsentere mig, som jeg egentlig ser ud. Selvfølgelig har jeg nogle problemer forbundet med det. Jeg er sikker på, at meget af den angst jeg har oplevet i mit liv, har noget at gøre med at være transkønnet uden at vide det – men der er også noget, der har føltes forkert.
Jeg blev nødt til at frasige mig mit forløb i psykiatrien og vælge, hvad jeg havde mest brug for. Jeg skulle lige til at begynde mit forløb om angst. Angst er noget, man kan få, hvis man har ting i livet, der har været svære – at være transperson er ret svært. Jeg er ikke ked at det – jeg lever i en tid i Danmark, hvor det er muligt at få hormonbehandling og kønsskifte og få skiftet navn – det er jeg rigtig glad for, men det er stadigvæk svært.
Jeg er bitter over, at jeg blev nødt til at vælge mellem det, og det er et ret tydeligt eksempel på, hvordan det kan være svært at være queer i systemet. Det er et problem, cismennesker aldrig kommer til at støde ind i, at skulle frasige sig sådan et forløb.
Forståelse
Den eneste gang jeg har oplevet en fornemmelse af ikke at blive forstået var inde på CKI – det var den første person, jeg snakkede med – han var meget afvisende.
Da jeg var færdig med min første samtale, havde jeg en fornemmelse af, at jeg alligevel ikke kunne starte på hormoner, og at det aldrig ville komme til at ske. Han var ikke så god til at gøre det helt tydeligt for mig – forløbet derude. Han blev ved med at sige, at det ville tage mig rigtig rigtig lang tid at starte på hormoner.
Jeg følte mig helt lost bagefter. Det var som om, han prøvede at gøre det mere besværligt for mig. Jeg fik en fornemmelse af, at for ham ville det bedste outcome være, hvis jeg fandt ud af, at jeg ikke var trans, for det ville være bedre for mig.
Jeg er ikke en helt binær transmand, og det skulle han måske blive bedre til at forstå. Jeg kiggede min journal ned igennem bagefter – han havde kun skrevet mine pronominer i starten, og ellers undgik han helt af bruge pronominer. Jeg undrede mig over det, fordi det kunne virke som om, det var nemmere for ham at undgå pronominer helt. Han sagde også til mig, at folk ikke gider bruge de/dem-pronominer – det var mærkeligt at få at vide på CKI.
Så skiftede jeg psykolog til en anden derude, og han er virkelig sød og dejlig. Efter jeg har været hos ham en gang, har jeg fået klarhed og ved, hvad der skal ske nu, hvornår jeg er færdigudredt – jeg ved lige, hvor jeg er. Han er forstående og god til at give råd og snakke om, hvordan det går med mig.
Fremtiden
Jeg synes, det er svært. Jeg ville ønske, det kunne være nemmere og hurtigere, og man ikke skulle sidde og vente så evigt længe – det har man jo ikke lyst til, når man ved, man skal starte på hormoner. Det er svært, men sådan fungerer det lige nu.
Jeg håber, det bliver bedre. Og alt tyder på, det nok skal blive bedre, fordi verden er rykket fremad hele tiden – og det gør den jo altid.
Jeg håber, der kommer flere end tre CKI i Danmark – jeg håber, de bliver større og bliver bedre overfor nonbinære mennesker
Jeg har min historie om, hvordan det er, og hvordan det har været. En del af det, jeg har oplevet i psykiatrien har ikke noget at gøre med, at jeg er queer, det er bare, fordi den ikke fungerer og det er svært at få den hjælp, man har brug for.
Hvis man laver en statistik over, hvem der har det svært i psykiatrien, så er jeg sikker på, at queer mennesker vil være overrepræsenteret, ligesom ikke-hvide-mennesker og socialt udsatte vil blive overrepræsenteret – ulighederne i systemet rammer bare minoriteterne hårdest.
