Regeringens hovedstadsudspil er uambitiøst på det grønne område

Regeringen fokuserer med sit nye udspil for hovedstaden på boliger og arbejdspladser – det handler som sædvanligt om vækst. Hovedstaden skal ifølge erhvervsminister, Rasmus Jarlov, være ”blandt de førende byer i Nordeuropa”. Men førende på hvad? Tilsyneladende ikke på det grønne område.

Udspillet gælder for hovedstadsområdets 34 kommuner (uden Bornholm). Det indeholder 52 punkter, hvor meget af det er en opsamling af det, der arbejdes med samt tidligere udspil fra de seneste måneder. Mange af tiltagene er hensigtserklæringer.

Marianne Frederik (Ø), medlem af regionsrådet I Region Hovedstaden mener, det mest problematiske ved udspillet er manglende ambitioner på klimaområdet og manglende statslig medfinansiering:

– Der omtales forbedringer af de grønne kiler og rekreative områder samt enkelte klimatilpasninger. Men det er katastrofalt, at der ikke gøres tilstrækkeligt ved transportområdet, hvor det endnu ikke er lykkedes at bremse stigningen af drivhusgasser, og hvor der er store trængselsproblemer. Regeringen fremhæver udvidelse af lufthavnsområder, flere motorveje og tunneler; det er den helt forkerte vej.

– Der mangler massiv satsning på kollektiv trafik baseret på vindenergi og brint. Der mangler reduktion af biltrafik med roadpricing. Der mangler statslig medfinansiering af kollektiv trafik, f.eks. ombygning af stationer, der kan koble de forskellige former for lokaltog, S-tog og letbaner. Der mangler konkrete planer og investeringer i billigere kollektiv trafik som letbaner eller hurtigbusser i eget spor (BRT). Der mangler udbygning af cykelnet og kobling til kollektiv trafik.

– Det er en ommer! Det er et valgoplæg til debat, hvor Enhedslisten vil bidrage med vores målsætninger og tiltag. Når der i regeringsoplægget står, at initiativerne bidrager til indfrielses af FN’s verdensmål om bæredygtige byer og lokalsamfund, ses det ikke i regeringens udspil.