Regeringens sundhedsudspil mangler penge

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem, Enhedslisten

En analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, hvad Enhedslisten hele tiden har sagt: ”Regeringen har ikke afsat penge nok til sundhed”.

Regeringen har afsat en pulje på 6 mia. kr. over 6 år. Halvdelen af puljen skal gå til anlæg af ca. 25 sundhedshuse og 100 flerlægepraksisser, hvor man regner med 25% kommunal medfinansiering. Den anden halvdel skal gå til flere uddannede læger og sygeplejersker, flere ansatte i kommunernes sundhedssektor og øget ambulanceberedskab. Alt sammen gode forslag. Problemet er finansieringen.

Ca. 2 mia. kr. kommer fra nedlæggelsen af regionerne. Det er lige vel optimistisk at finde så store rationaliseringer, for der vil også være udgifter, når opgaverne flyttes fra regionerne til stat, kommuner og de tre nye forvaltningsenheder (udgifterne til regionspolitikere mv. er alene 80 mio.) Ca. 2 mia. kr. er tidligere finanslovsaftaler. Og resten tages fra hele den offentlige investeringsramme. Faktisk viser et svar fra finansministeriet, at udspillet ikke øger den samlede ramme for den offentlige vækst. Så enten vil de øvrige velfærdsområder blive forringet eller også går det ud over sundhedsvæsenet.

Der ikke er afsat penge til at dække de stigende antal sundhedsopgaver, der kommer med flere ældre, flere børn, flere multisyge, flere med kroniske sygdomme.

Dertil kommer stigende udgifter til nye behandlinger og medicin, medmindre der gennemføres nye prioriteringer og skrappere regulering af medicinpriserne.

Faktisk viser analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der skal bruges mindst 12 mia. ekstra for at følge med befolkningsudviklingen og med den nuværende standard.

Uanset om regeringen gennemfører en aftale med Dansk Folkeparti med nogle justeringer, så bliver det et valgoplæg. Stem det ned ved valget!

Artikel i Avisen.dk

Artikel i Information (kræver abonnement)