Sophie Hæstorp valgte det røde flertal fra

Det er skuffende, men Enhedslisten fortsætter kampen for mere lighed i sundhed, grøn omstilling og kollektiv trafik.

Der er rødt flertal i Hovedstadens Regionsråd med S, SF, Alternativet og Enhedslisten og mere end det, hvis også Radikale ville være med. Det havde givet et komfortabelt flertal på 25 ud af 41 mandater. Men desværre valgte Sophie Hæstorp fra begyndelsen at satse på Dansk Folkeparti og Konservative – og holde Enhedslisten uden for. Vi blev aldrig inviteret til forhandlinger.

Det er skuffende, når man ser på landsresultatet, hvor DF gik tilbage. Og det er uforståeligt, når vi ved, hvor lidt loyale DF og Konservative har været overfor konstitueringsaftalen i det afgående regionsråd. Sophie Hæstorp valgte fra begyndelsen magten frem for politikken, og hverken SF eller Alternativet ville bryde med Hæstorps magtspil.

Enhedslisten gik ganske lidt tilbage til regionsvalget, men desværre tabte vi et mandat. Vi er rigtig kede af, at vi skal undvære Susanne Langer, som har gjort en stor indsats. Vi har brug for hendes kompetencer og forsætter selvfølgelig samarbejdet på anden måde.

Vi fire der er genvalgt – Marianne Frederik, Tormod Olsen, Annie Hagel og Torben Kjær – fortsætter ufortrødent vores kritiske linje og søger indflydelse, hvor vi kan.

Langt de fleste politiske temaer og hensigtserklæringer i konstitueringsaftalen kan vi nikke genkendende til, og vi vil samarbejde med partier, organisationer, medarbejdergrupper og andre om mere demokrati og medarbejderindflydelse, lighed i sundhed og forebyggelse, grøn omstilling og bedre kollektiv trafik.

Enhedslisten klarede sig godt i både regioner og kommuner. Vi kan være stolte af vores indsats og resultat. Tak til alle dem der stemte på os og støttede os i valgkampen.

Enhedslistens regionsrådsgruppe