Skrevet af Elliott Trier, aktiv i Socialistisk Ungdomsfront.
Her i Danmark er det jo let at være transkønnet. Vi lever hverken i et land med et direkte forbud mod transkønnethed eller i et mørkt neoliberalistisk Amerika, hvor man skal slide hele livet for at få adgang til den medicin eller de procedurer, der får en til at føle, man er i live. Derfor er alt jo som det skal være ikke?
Vi fik jo sågar sløjfet transkønnethed fra den lange liste af psykiske lidelser i 2017, derfor er der vel ikke mere at kæmpe for – eller hvad?
På trods af den umiddelbare accept og integration af kønsafvigere i sundhedsvæsenet er man som transperson alligevel ofte i klemme på afdelingerne. Personligt er jeg ovenud lykkelig for at have haft adgang til den behandling, jeg har fået, og mit liv ville bestemt have set anderledes ud uden.
Cirka en gang om måneden krattede jeg et lag sort neglelak af mine fingerspidser og hoppede i det største tøj jeg kunne finde, hættetrøjer og baggy jeans, og satte mig på en sofa på københavns sexologiske klinik. Her mindes jeg klart at sidde og gentagne gange blive spurgt, om jeg nu engang havde overvejet, at hvis jeg gik i gang med en hormonbehandling ville hetero-drenge måske aldrig nogensinde have sex med mig? På grund af mine (insinuerede) mutilerede kønsorganer? Ja og hvad nu, hvis jeg kun kunne forelske mig i hetero-drenge? Havde jeg mon overvejet, at det kunne ske?
Jeg kom på klinikken, fordi det var det eneste tilbud for en “udredning af min kønsidentitet”. Min sexolog var den eneste, jeg kunne snakke med om mine tanker om køn eller mine turbulente sammenstød med en cisnormativ verden. Sandheden var, at det oprigtigt var svært gå i skole eller på arbejde, når hele verden er indrettet efter et system, man ikke kan tilpasse sig.
Desværre er denne person, som skulle forestille sig at være min samtaleterapi og sparringspartner, også den selvsamme person, der sad med beslutningen om min behandling. Institutionen, jeg skal betro mig til, er den samme, som skal quizze mig om jeg nu engang også er, den jeg siger, jeg er. Jeg har hørt om mange, der fremstod for feminint til at få nogen videre behandling i en maskulin retning eller blev spurgt, hvorfor mon de valgte ikke at male deres negle, når de nu ellers hævder at være kvinder?
Sexologisk klinik er en rodebunke af mennesker, der bliver behandlet for seksuelle problemer. Derfor virker det også komisk, at lige præcis transkønnede børn, en aldersgruppe som ellers ikke antages for at have et sexliv overhovedet, behandles der. Desuden behandles der også “personer der har begået, eller er i fare for at begå seksuelle forbrydelser”. Jeg har før set folk blive transporteret til og fra klinikken i politibiler og er ofte kommet til at gå i det forkerte venteværelse, hvorefter en sexolog febrilsk har måtte hente mig ud og placere mig et andet sted.
Så jo, selvom det i Danmark er både helt lovligt og ‘sundt’ at være transkønnet, føles det ikke altid sådan. Transkønnede børn bliver i den grad stadig behandlet, som var deres identitet en psykisk- og seksuel sygdom. Som var de selv en samfundssygdom?
I slutningen af 2014 blev det ulovliggjort at få privat behandling til transpersoner. Selvom jeg aldrig ville argumentere for en privatisering af sundhedssektoren, synes jeg alligevel, det er værd at nævne, hvilken forskel der er i adgang til hormoner og operationer mellem trans- og ciskønnede personer. Er man ciskønnet og vil have adgang til hormoner fx i form af p-piller som 16-årig, er der frit spil selv uden dine forældres tilladelse. På trods af informeret samtykke gælder samme regler ikke for transpersoners adgang til krydshormon. Er man ciskønnet kvinde, kan man betale sig til både brystforstørrelse og reduktion, men ønsker du dem fjernet, strider det pludselig med loven. Er du født med et ulige CPR-nr strider det med loven. Pointen er, at du skal føle dig fri til at ændre din krop, så længe du gør det inden for rammerne af det binære kønssystem. Så snart du begynder at afvige fra normen, må staten træde ind. Her kan staten så passende skabe et monopol på transbekræftende behandling, og med andre ord, forsøge at skabe kontrol over mængden af kønsafvigere i Danmark.
Det er nok halvdelen af de transpersoner, jeg kender, som vælger de absurd lange ventetider og invasive spørgsmål fra og i stedet bliver opererede privat udenlands. Men det koster selvfølgelig og er langt fra en mulighed for alle. Desuden er det helt umuligt at få hormonbehandling uden for Danmark, så er man ikke cis-assimilieret nok for sexologisk klinik, kan man enten ikke få adgang til hormoner eller er nødsaget til at anskaffe sig dem ulovligt. Det betyder, man ikke har adgang til blodprøver og andre medicinske tjek, som gør dem sikre at tage.
Kampen for bedre behandling af transkønnede børn er bestemt ikke ovre endnu på trods af en velfærdsstat, som insinuerer et let og flydende forløb gennem systemet. Vi må fortsat blive ved med at råbe op om forbedring af de institutioner, som skal behandle os og vores kammerater. På Center for Kønsidentitets hjemmeside står der, at behandlingen af transkønnede børn forventes at overgå til CKI som er der, hvor transkønnede over 18 behandles. Det ville klart være et skridt i den rigtige retning, men behandlingen af transkønnede børn ligger stadig i en gråzone, hvor det føles umuligt at vide, hvilke midler man har til rådighed, eller rettigheder man har. Derfor må vi fortsat kæmpe for at skabe rettigheder og sikre behandlingen af os børn, der ikke ikke falder inden for samfundets ide om hverken mand eller kvinde.
