Sundhedskonference om lighed i sundhed

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem

Danske Regioner afholdt en sundhedskonference 7.november om lighed i sundhed.

Det er et godt initiativ. Egentlig har vi vidst det i mange år, og flere oplæg dokumenterede, at der stadig er den samme ulighed i sundhed.

Flere fremlagde projekter og forløb, som er gennemført, f.eks. at hjælpe udsatte forældre under graviditeten og barselsperioden, ekstra besøg af sundhedsplejersken, fokus på den inddragende samtale, gode overgange mellem sundhedssektorerne, tværfaglig indsats osv. Andre forløb handlede om generelt at skabe mere lighed; f.eks. at hjælpe med at fastholde unge i uddannelse, med de unges egen hjælp; eller kursusforløb med fodboldtræning og efterfølgende praktikforløb osv.

Der er ingen tvivl om, at der skal ske nogle grundlæggende forandringer for at bryde den generelle ulighed og ulighed i sundhed. Hvis der f.eks. ikke skal være børnefattigdom, så skal der ske ændringer i socialpolitikken, og fattigdomsydelserne skal fjernes.

Afgifter på f.eks. tobak kan have en forebyggende indsats og kan sammen med en fair skattepolitik udligne de sociale skævheder.

Medicin skal være tilgængelig og billigere; det kan sikres ved mere offentlig produktion af medicin og tilskud til medicin.

Det skal være nemt og tilgængeligt at komme til alle typer af sundhedstilbud. Der skal være flere tværfaglige tilbud f.eks. i sundhedshuse, hvor der også kan være forebyggelse, genoptræning og rådgivning om sociale forhold. Der skal være rådgivning og vejledning, herunder psykologhjælp på uddannelsessteder og i kommunerne.

Tandpleje bør være gratis, og vi kan starte med de udsatte grupper.

I sundhedsvæsenet skal der være tid og kompetencer til at tage sig af patienterne på en differentieret måde sådan, at alle forstår sproget i sundhedsverdenen og kan navigere i den, og sådan, at alle bliver inddraget i eget behandlingsforløb.

Der er brug for handling og investeringer
Der er masser af tiltag at gå i gang med. Men det kræver handlingsplaner og investeringer, f.eks. en 10 årig psykiatriplan og en plan for at gennemføre det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed i sundhed. Det kræver ekstra uddannelse til mere personale, men også for dem, der er ansat, for at blive bedre til at gennemføre en lighedsskabende sundhed. Det koster i starten, men kan betale sig længden.

En ny alliance mellem 12 organisationer kan være et startskud, men folketingspolitikere og regering skal være med i udviklingen. De strukturelle tiltag mod mere lighed og lighed i sundhed skal reelt gennemføres af politikere, organisationer og ansatte.

Jeg er i tvivl om forslaget til ’en folkesundhedslov for at sikre, at forebyggelse tænkes ind overalt i lovgivningen’ vil være det rigtige virkemiddel. Det kræver, at det følges op med handleplaner og økonomi.