Sundhedssektoren som en virksomhed

Regeringens valgoplæg til en sundhedsreform er ikke bare urealistisk, men også centralistisk, udemokratisk og ulighedsskabende.

Den er centralistisk, fordi der kommer mere statslig styring med nationale bestyrelser og regionale bestyrelser med fokus på effektivitetsmål og til at drive sundhedssektoren som en virksomhed. Det kan betyde færre sygehuse og flere private- og egenfinansierede tilbud og dermed skabe større social ulighed i sundhed.

Regeringen vil fortsætte den centralisering, hvor man til en start allerede har nedlagt lokale sygehuse og fokuseret på specialisering for at spare penge. I Enhedslisten kæmpede vi for at bevare de lokale sygehuse, fordi kort til nærmeste sygehus skaber nærhed og tryghed for patienterne.

Udemokratiske strukturer
Sundhedsreformen er udemokratisk, fordi der mangler demokratisk valgte enheder. Regionsrådene nedlægges. De regionale bestyrelser kommer til at bestå af udvalgte borgmestre og fagfolk.

I Region Hovedstaden bruger både politikere, ansatte og borgere meget tid på dialog, det drejer sig f.eks. om de ansatte i med-systemet, det regionale handicapråd, det regionale ældreråd, patientforeninger, psykiatriforeninger, brugere og pårørende. Hvem skal fremover overtage det umådeligt store frivillige arbejde med dialog om gode sundhedsløsninger? Det bliver ikke de fortravlede folketingspolitikere, borgmestre og embedsfolk.

Når man i Region Hovedstaden vil erstatte 41 politikere, der kun har fokus på sundhedsvæsenet med 29 borgmestre og 29 udvalgsformænd, der har masser af andre fokusområder også, så mister man netop den nærhed, som regeringen fokuserer så meget på. For slet ikke at tale om, at en sådan struktur er hamrende udemokratisk.

Hvad med personalet?
Der er ingen tvivl om, at der er mangel på personale i sundhedssektoren, og at der skal uddannes mere sundhedsfagligt personale. Men at optage flere på medicinstudiet og på sygeplejerskeuddannelsen løser på ingen måde problemet alene. Det handler i høj grad også om at fastholde personalet på sygehusene, og det gør vi kun ved at skabe ordentlige arbejdsforhold – et problem, der ikke bliver adresseret i sundhedsreformen. Det bliver heller ikke nævnt, at flere og flere ansatte i den offentlige sundhedssektor søger over i det private, hvor de har bedre arbejdsvilkår.

Regeringen skulle tage at spørge sig selv, om det er det rigtige tidspunkt med en sundhedsreform, når sundhedsvæsenet og ikke mindst dets ansatte i virkeligheden trænger til bedre arbejdsforhold og flere kolleger.

Der skal flere ressourcer til
Hvis vi virkelig skal støtte sundhedsvæsenet, kræver det, at vi tilfører flere penge fremover i stedet for at indføre en reform, der meget nemt kunne resultere i årlige sparerunder. Regeringen vil tilføre seks milliarder til sundheden. De penge kommer blandt andet fra lønninger til regionspolitikere og administrationen. Men administration skal der også være i de foreslåede bestyrelser, og de 58 politikere, der skal sidde i bestyrelsen i Hovedstadsområdet skal også have løn for det arbejde.

At nedlægge regionsrådene ligner mest af alt et blålys og resultatet af en studehandel med DF.

Urealistisk sundhedsreform
Sundhedsreformen er urealistisk, fordi det er et valgoplæg, som Løkke ikke kan vinde på. Lad os danne en folkelig bevægelse eller protest mod store reformændringer og arbejde for de forbedringer, som vi alle er enige om er nødvendige, og som der arbejdes på i regionerne, kommunerne, blandt praktiserende læger og foreninger.

Der er brug for en helt anden økonomi og uddannelseskapacitet, end det regeringen lægger op til.