Sygdomsbehandlingen trænger til et løft

Marianne Frederik, Enhedslisten, regionsrådsmedlem

Politiken havde søndag 6.januar flere artikler om ringe behandling på sygehuse og manglende sammenhæng. Som jeg forstår det, er anledningen regeringens bebudede og udsatte sundhedsreform. Men også relevante, rystende beretninger fra berørte borgere.

Artiklerne viser, efter min mening, et hospitalspersonale, der har alt for travlt og en sundhedssektor med katastrofal mangel på ressourcer.

I perioden fra 2015 til 2017 er 55.000 flere patienter blevet behandlet på sygehusene. Men i samme periode er der kun ansat samlet set fire medarbejdere mere på samtlige sygehuse. Der er kommet flere læger, men der er færre sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer.

I løbet af de sidste 10 år er hver tredje medicinske sengeplads nedlagt.

I samme periode er udgifterne til sygehusmedicin fordoblet, og stigningerne fortsætter.

Der er nu og i fremtiden et enormt befolkningspres i form af flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere fødsler.

Derfor bør der afsættes betydeligt flere ressourcer til sygdomsbehandlingen og sundhedssektoren. I Enhedslisten foreslår vi 5 mia. kr. mere til regionerne og kommunerne.

Ifølge tal fra OECD udgør de danske sundhedsudgifter mindre end 8 procent af BNP. Dermed ligger de danske sundhedsudgifter under gennemsnittet for de OECD-lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er et spørgsmål om prioritering.

Artiklerne viser også manglende sammenhængende patientforløb; det har været et problem i årtier. Men manglende overlevering af informationer og overgange, sker ikke kun mellem hospitaler og kommuner, det sker også mellem hospitalerne. Derfor er brug for tid til at sikre samarbejdet og kvaliteten. Derfor er der brug for investeringer i sundhedssektoren og uddannelser i mange år fremover.