Gül Özcan, Sygeplejerske på Hvidovre Hospital og kandidat til regionsrådet i Region Østdanmark i Sundhedsmonitor d.6.november 2025
Hvis sundhedsreformen og regionsfusionen skal lykkes, skal sygeplejerskerne have reel indflydelse. Sygeplejerskerne skal derfor være repræsenteret i de nye sundhedsråd og arbejdsgrupper.
Når Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen til den nye Region Østdanmark, bliver det ikke bare en administrativ ændring. Det bliver en kæmpe omvæltning for tusindvis af ansatte, ikke mindst for sygeplejerskerne. Som politikere skal vi sikre, at denne fusion ikke bliver endnu et topstyret projekt, men en proces, der bygger på tryghed, faglighed og respekt for dem, der får hverdagen til at hænge sammen.
Hvis sundhedsreformen og regionsfusionen skal lykkes, skal sygeplejerskerne have reel indflydelse. Vi er dem, der kender systemet indefra. Vi ser patientforløbene på tværs af sektorer, vi oplever presset i vagtplanerne og konsekvenserne af politiske beslutninger i praksis. Derfor skal sygeplejerskerne være repræsenteret i de nye sundhedsråd og arbejdsgrupper, hvor beslutninger om fremtidens sundhedsvæsen bliver truffet. Det handler ikke kun om at blive hørt – men om at være med til at forme løsningerne.
Arbejdsforhold og afstand må ikke blive en belastning
Når to regioner smelter sammen, vil mange sygeplejersker opleve ændringer i deres arbejdssted, ledelse og måske også transporttid.
Vi skal undgå, at personalet bliver tvunget til at pendle langt eller flyttes mod deres vilje. Et sundhedsvæsen i balance kræver, at vi fastholder og rekrutterer, ikke skubber medarbejdere væk.
For mange sygeplejersker er fleksibilitet og forudsigelighed afgørende for at få arbejdslivet til at hænge sammen med familielivet. Derfor skal vi arbejde for, at vagtplaner bliver meldt ud i god tid, så sygeplejersker kan planlægge deres hverdag og undgå stress og udbrændthed.
Hvad med 1813 og de kommunale sygeplejersker?
Vi må heller ikke glemme de sygeplejersker, der arbejder uden for hospitalerne. For eksempel de mange engagerede kollegaer på 1813 (akuttelefonen) og de kommunale sygeplejersker, som står midt i grænselandet mellem region og kommune. De skal ikke ende som kastebolde i en strukturændring, hvor ingen tager ansvar. Der skal være klare aftaler, tryghed i ansættelsen og gennemsigtighed i ledelseslinjerne.
Og for de kommunale sygeplejersker, der muligvis skal overgå til regional ansættelse, skal vi sikre ordentlige overgange, faglig sparring og inddragelse, så de ikke mister hverken rettigheder eller tilknytning til borgerne.
Et sundere samfund kræver stærke sygeplejersker
Dansk Sygeplejeråd har med udspillet “Sygeplejersker for et sundere samfund” peget på netop det: At sygeplejersker spiller en afgørende rolle i at skabe trygge, sammenhængende patientforløb og mindske uligheden i sundhed. Men det kræver, at vi får tid, faglighed og reel indflydelse.
Vi kan ikke levere et sundere samfund, hvis vi konstant løber hurtigere, flyttes rundt eller presses af kortsigtede besparelser.
Tryghed er nøglen
Tryghed for patienten begynder med tryghed for personalet.
Derfor bør fusionen følges af en forpligtende personaleplan, hvor vi:
- Sikrer fastholdelse gennem gode arbejdsforhold og ordentlig løn.
- Tilbyder transportkompensation eller lokale løsninger, hvor det giver mening.
- Garanterer inddragelse i planlægningsprocessen.
- Prioriterer mental trivsel og balance mellem arbejde og privatliv.
Fusionen af Region Østdanmark skal ikke kun handle om budgetter og diagrammer. Den skal handle om mennesker. Om de patienter, der skal mødes med omsorg og om de ansatte, der skal have energi og overskud til at give den.
Vi kan ikke skabe et sundt system uden sunde medarbejdere. Derfor skal sygeplejerskernes stemme være central, når vi former fremtidens sundhedsvæsen.
For det er os, der står der, når reformer bliver virkelighed ved sengekanten, i hjemmeplejen, i akuttelefonen og på hospitalets gange. Og vi ved, at sundhed ikke kun handler om behandling – men om mennesker, tillid og tryghed.








