Tiden er til grønne overvejelser – ikke hovedløse besparelser!

Annie Hagel, Marianne Frederik, Torben Kjær og Tormod Olsen, regionsrådsmedlemmer

Regeringen har netop indgået en aftale med Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten om en statslig grøn buspulje, som regionerne kan søge. For at få del i puljen, skal regionen selv dække 25 procent, mens 75 procent af de ekstra udgifter dækkes af puljen. Det betyder, at vi kan få flere elbusser i Region Hovedstaden.

Det er en aftale, som Enhedslisten på Christiansborg har presset på for at få gennemført. Nu er det lykkedes. Enhedslisten i Region Hovedstaden vil derfor foreslå, at regionsrådet reserverer penge til elbusser, så vi kan søge den grønne pulje.

Lige nu mener et flertal af partierne i Hovedstadens Regionsråd, at der skal gennemføres besparelser på kollektiv trafik og de mener, at det skal besluttes allerede nu. Enhedslisten mener, at det er den helt forkerte vej at gå i en tid, der kalder på grønne løsninger.

Politikerne i Region Hovedstaden bør lytte til de mange protester fra borgere, der har udsigt til væsentlig dårligere service og længere transporttid. Det gælder dem der pendler til arbejde og uddannelsessteder og er helt afhængige af Frederiksværkbanen, bus 40E og 55E. Men også andre regionale busser vil blive ramt af besparelser.

Flere undrer sig over, hvordan et politisk flertal kan lægge op til besparelser i en tid, hvor der er fokus på klima. Samtidig med, at regionens overordnede politik er at få flere til at vælge bus og tog fremfor bil.

Enhedslisten i Region Hovedstaden foreslår:

  • Udskyd beslutningen om budget for regionens kollektivetrafik til august.
  • Drop besparelser på regionale busser og lokaltog.
  • Reservér penge til elbusser, planlæg hvilke ruter de skal køre på, og søg den grønne pulje.
  • Kom i gang med regionale planer for bedre og grøn kollektiv trafik.