Vi står i en meget alvorlig situation, hvor sundhedsvæsenet er presset som aldrig før. Der er pres på behandlingsbehovet fra coronakrisens udskudte aktivitet og fra de flere og flere ældre. Der er pres på for en tidssvarende og rimelig løn for vores ansatte samt arbejdsvilkår, der spiller sammen med familielivet og som er holdbare i et langt arbejdsliv.
Vores helt klare vurdering er, at presset ikke må øges. Vi skal have vendt den negative spiral med personalemangel, som fører til endnu mere pres på de tilbageværende og endnu mere personalemangel.
Derfor var det helt afgørende for os ved dette års budgetforhandlinger, at vi – til trods for en rigtig dårlig økonomiaftale – skulle prioritere at fjerne nedskæringer på hospitalernes lokale budgetter.
Vi fremsætter i dag et fuldt finansieret forslag, der indenfor rammen af den regionale økonomi, vil kunne holde hånden under de 316 årsværk, som flertallets budget vil fjerne. I vores optik er det bedre ikke at tage chancer med øget arbejdspres, end det er at gå med budgetmæssige livrem og seler. Vi har økonomisk is i maven og et glødende hjerte for personalet og sundhedsvæsenets krisetilstand.
Som det er anført i vores forslag, så ønsker vi at sætte det årligt gentagende mindreforbrug i spil. Det har gennemsnitligt ligget på ca. 200 mio. eller ca. 170 mio, hvis man tager det ekstraordinære 2020 coronaår ud af ligningen. Det vil fortsat efterlade en buffer på 170-200 mio. givet det forskudte medicinindkøb, og samtidigt vil man i yderste tilfælde også kunne undlade de ekstra ordinære afdrag på leasing på 100-150 mio. Endeligt fastholder vores forslag et central buffer på ca. 50 mio. og decentral buffere på hospitalerne på ca. 120. mio.
Så om det er livremmen eller selerne, vi beholder på skal jeg lade være op til andre at vurdere, men bagdelen vil under alle omstændigheder stadig være dækket, hvis vi skal bukke os ned efter ekstra midler i kassen.
Kort sagt, vi mener at have fundet en balance mellem at holde hånden under personalet og de dårlige økonomiske rammer fra økonomiaftalen – og så længe den mulighed findes, kan vi ikke stemme for et budget, som indeholder nedskæringer og øget arbejdspres.
Vi har en række andre ændringer til budgettet, som også er vigtige. Det drejer sig i sær om, at vi ønsker at styrke voksenpsykiatrien, ligesom budgettet på god vis støtter børne-nog ungepsykiatrien. Vi stiller os en smule uforstående overfor, at man fra psykiatriens side ikke har påtalt og ønsket finansiering til voksenpsykiatrien under budgetforhandlingerne. Derfor har vi prioriteret 20 mio. kr. til et generelt løft, og vi har fjernet besparelserne på administration, som ellers ville betyde mere administrativt arbejde til dem, der er tættere på patienterne.
Herudover, har vi også ønsket at give Udvalget for fastholdelse og rekruttering flere midler, end flertallet har afsat. Vi ønsker at løfte beløbet fra 10 til 20 mio. så udvalgets planer kan få større effekt. Omvendt har vi set os nødsaget til at nedskrive beløbet til et styrket 1813 og ekstra kapacitet på operationslejerne. Dog mener vi, at fællesnævneren er personalemangel, og den styrkede indsats for fastholdelse og rekruttering vil komme alle områder til gode.
Endelig vil jeg fremhæve de fire ekstra forslag vi har medtaget fra udvalgene. Vi ønsker at fortsætte den gode udvikling med den grønne omstilling af hospitalerne, at styrke lighed i sundhed gennem ernæring og lettere bestilling, og at få igangsat det store arbejde med at forstå klimaforandringernes betydning for sundhedsområdet.
Til allersidst vil jeg nævne, at vi som eneste punkt i budgettet ikke kan støtte en parkeringsanalyse, som der alligevel ikke vil være anlægsmidler til at reagere på. Det er rent bureaukrati.
Og til aller aller sidst vil jeg selvfølgelig nævne, at vi er meget glade for løsningen på kollektivtrafik – så der ikke skal lukkes busruter. Jeg må dog stadig sige, at det er frækt, at regeringen løber fra sine løfter om at dække coronaudgifterne til de tabte passagerindtægter, og vi derfor må tømme kassen for de uforbrugte midler til miljøområdet.
Vi tilslutter os fuldt ud prioriteringerne indenfor regionaludvikling.
Så tak for en fin forhandling – så længe det varede. Der er sådan set besluttet mange fornuftige ting, men ud fra den altoverskyggende krise i sundhedsvæsenet mener vi ikke, det er forsvarligt med et budget, der øger presset på medarbejderne. Slet ikke når det kan undgås indenfor budgettets egne rammer.
En sidste opfordring skal derfor være. Hav økonomisk is i maven og stem for vores ændringsforslag med et glødende hjerte for vores personale og vores allesamens sundhedsvæsen.