Helene Forsberg, kandidat til regionsrådsvalget
Ulighed i sundhed har mange ansigter og et af dem er en udsat kvinde, som udsættes for en voldtægt i Danmark, og ikke får hjælp. Et andet ansigt er en ikke udsat dansk kvinde, der udsættes for en voldtægt og får hjælp. Sådan er det, bum! Spørgsmålet er hvordan denne forskel kan forstås og forårsages, og hvordan og hvem der har ansvaret for ar ændre det?
Engang for mange år siden blev jeg voldtaget. Jeg var ung, og havde heldigvis aldrig prøvet det før, og anede derfor ikke hvad jeg skulle gøre. Heldigvis gjorde min dengang lige så unge ven, jeg ringede til den morgen, det helt rigtige – at ringe 112 og spørge, hvad han skulle gøre. De anbefalede ham at hente mig og tage mig med på Center for Voldtægtsofre. Uanset modstand, skulle han prøve at få mig med.
Det skulle vise sig at være et godt råd. Var jeg ikke kommet på Center for voldtægtsofre, som i dag har skiftet navn til Center for seksuelle overgreb, men stadig ligger det samme sted – lige mellem cancer og fødselsafdelingen på Riget, havde jeg nok ikke fået den hjælp, jeg trods alt har fået, både umiddelbart efter og gentagende i tiden, der fulgte.
ER DU UDSAT, FÅR DU IKKE HJÆLP
Mange år senere lavede jeg en undersøgelse om udsatte kvinder for Rådet for Socialt udsatte. Det var tilbage i 2016 omkring 13 år efter jeg selv var blevet voldtaget. I den forbindelse talte jeg med kvinder, der alle havde det tilfælles at de levede udsatte liv med komplekse og sammensatte sociale problemer – en farlig kombination af belastet baggrund, psykisk sygdom, sociale problemer mv.
Fælles for en skræmmende høj procentdel af kvinderne var også, at de var blevet udsat for seksuelle overgreb mindst en gang, men de fleste af dem gentagende gennem livet. Flere af kvinderne fortalte om seksuelt misbrug i opvæksten og mange havde også siden oplevet en eller flere voldtægter både fra partnere og andre nære relationer og fra vidt fremmede mennesker.
Fælles for de udsatte kvinder og jeg selv var rækken af belastende efterreaktioner. Skammen, skylden, forsøget på at fortrænge, modstanden imod at være offer for en voldtægt. På den længere bane var der også psykologiske og sociale problemer tilfælles, nedtrykthed, angst, depression, disassociering, social isolation såvel som rækken af kropslige reaktioner – modstand mod intimitet, panikanfald osv.
DEN URIMELIGE FORSKEL
Forskellen på mig selv og kvinderne i udsathed var, at de ikke havde fået i nærheden af den hjælp, som jeg har været heldig at få både akut og gentagende gennem livet. De havde ikke den ressourcestærke ven, som sprang til og hjalp prompte og endda klogt. Enkelte var blevet behandlet akut ved Center for voldtægtsofre, men havde ikke efterfølgende fået i nærheden af den samme hjælp.
Størstedelen havde stået meget alene med voldtægten. Måske havde de taget kontakt til politiet for hjælp, men havde enten ikke anmeldt det efterfølgende pga. manglende opbakning og vejledning. Nogen havde anmeldt uden at det havde ført til anklage, andre havde bare gået alene med det, og generelt havde kvinderne, jeg talte med, modtaget meget lidt eller ingen efterfølgende behandling.
Spørgsmålet er hvad der dengang skabte den urimelige forskel og hvad der stadig skaber den i dag. Svaret, tror jeg, er sørgeligt simpelt. Det handler om udsathed og om ulighed i sundhed såvel som i samfundet i øvrigt. Selvom vi lever i et relativt lige land, er vi for dårlige til at hjælpe dem, der har mest brug for det. Du skal have ressourcer for at få hjælp. Derfor får du den dårligste hjælp, når du er mest udsat.
