Tormod Olsen, regionsrådsmedlem
Det er rigtig gode nyheder, at regeringen vil give en vinterpakke til hospitalerne, og det viser jo, at de er begyndt at tage problemerne alvorligt – og måske også har indset, at personalet fortjener rigtig anerkendelse. Dertil er det også helt afgørende, at de nødvendige midler ikke skal findes i regionernes kasse, for den er bare ikke stor nok, og det vil gå fra andre sundhedsområder.
Men hele situationen er ret kompleks, da flere faggruppers generelle kamp for bedre løn, bedre arbejdsvilkår og flere kollegaer, sammen med coronaen, danner den triste baggrund for situationen. Samtidigt er kampen for at ændre tjenestemandsreformen fra 1969 heller ikke slut, og den omfavner også en bred vifte af faggrupper med kravet om en fair løn, som ikke skal låses kunstigt lavt fast af gamle rammer.
Hvad enten man ser sygeplejerskernes kamp som et soloridt eller som en spydspids for et generelt lønløft, så mener jeg, at regeringen skal give penge nok til, at flere grupper kan få et ekstra fastholdelsestillæg her i vinterperioden. Hvis regeringen kommer med en lille sum, så risikerer den bare at forstærke problemerne for de faggrupper, som ikke får. Hvis regeringen kommer med en stor sum, så kan det bidrage til at få vendt den negative spiral, hvor man ender med at belønne færre og færre medarbejdere med flere og flere penge – indtil de sidste så også er nedslidt.
Det gode spørgsmål er så, hvad er en stor og lille sum?
Mit bud er, at en lille sum er det som de fem regioner allerede har givet. Det er gode 100 millioner og fordelt på de ca. 140.000 ansatte i sundhedsvæsenet, så er det jo ikke meget (ca. 700 kr). Tilmed er de penge regionerne giver som nævnt midler, som kommer ud af budgettet til andre tiltag på sundhedsområdet og derfor i sig selv en uholdbar løsning over tid. Men omvendt en helt nødvendig prioritering i en situation, hvor regeringen ikke forholdt sig til situationen. Pengene vil heller ikke blive spredt ud på alle 140.000, men gives der hvor problemerne er størst og mest akutte. Og dermed understreger det også min pointe om, at den lille sum ikke hjælper på situationens egentlig ophav med skiftende regeringers manglende finansiering og anerkendelse.
Når man så skal give et bud på en stor nok sum, så må man også spørge, hvor lang tid tillægget skal gives over – og om regeringen stiller sig parat til at forlænge perioden med tillæg, hvis det viser sig nødvendigt udover vinterperioden? Så hvor lang tid er vinteren? 3-4 måneder vel, men pengene kommer tidligst til januar, så jeg regner med 3 måneder.
Tager man herefter ligelønsproblemer og presset arbejdsmiljø i betragtning er mit bedste bud på stående fod, ud fra størrelsen af personalegrupper, at det er omkring 100.000 af de 140.000 ansatte, som skal have tillæg for at få vendt den negative spiral med et løft fra bunden. Dvs. dem som ligger højst på løn må ”nøjes” med deres almindelig lønstigninger – som jo i kr. og øre er højere end for dem i bunden – og selvfølgelig alle de almindelige tillæg som gives, når der arbejdes ekstra og på skæve tidspunkter.
Hvor stort skal tillægget så være?
Det er et virkelig godt spørgsmål, som normalt selvfølgelig skal overlades til arbejdsmarkedets parter, men man kunne tage udgangspunkt i sygeplejerskernes krav om 5000 mere i løn eller de 4000 kr. som har været givet i besværtillæg på fødeområdet i Region Hovedstaden siden i sommer. Dermed lander vi på en pris af 1,2 mia. hvis man vil give 100.000 ansatte 4000 kr. pr. måned i 3 måneder. Og 1,5 mia. hvis man vil give 100.000 ansatte 5000 kr. pr. mdr. i 3 måneder.
Så må vi se, hvor regeringen lander, og hvad de kan presses til. Vi har i Enhedslisten indtil videre krævet 2 mia., og jeg kan se at SF kræver en enkelt. Og lige så vigtig som størrelsen, bliver det spændende at se, om regeringen stiller sig parat til at forlænge perioden udover vinteren – og måske endelige vil lave en fuldt finansieret økonomiaftale for 2023 til sommer.
Egentlig mener jeg ikke, problemerne skal løses med puljer, men i stedet med en anerkendelse af, hvor alvorlig krisen i sundhedsvæsenet er. Fastholdelses- og rekrutteringsproblemerne skal i mine øjne løses efter samme økonomiske model som coronaen. Dvs. at alle regionale udgifter til fastholdelse og rekruttering skal undtages budgetloven og finansieres 1 til 1 af staten. Selvfølgelig indenfor nogle aftalte spilleregler og afgrænsninger, men netop ikke som afgrænsede puljer i afgrænsede tidsrum.
Nå men det var bare mine umiddelbare tanker og bud, som selvfølgelig kræver en masse kvalificering, hvis der af en eller anden grund skulle komme et flertal bag.
Pointen er, at det er positivt, at regeringen er kommet på banen, men selvfølgelig afgørende hvordan tingene ender. Jeg håber, de nu har indset, at det er fuldstændigt afgørende, at vi får vendt den negative spiral, og får medarbejdere tilbage i faget og tilbage på sygehusene. Vinterpakken er ikke løsningen, men den kan blive et vendepunkt.
