Ny runde i historie om stor grådighed

Sidste efterår afslørede DR, hvordan et italiensk medicinalselskabs trusler om en EU-sag udløste en prisstigning på 4000 procent på lægemidlet caffeincitrat til behandling af for tidligt fødte børn.  Caffeincitrat var indtil da blevet produceret på sygehusapotekerne, men med en EU-godkendelse på ‘markedseksklusivitet’ i hånden gjorde det italienske medicinalselskab Chiesi krav på, at midlet skulle købes gennem dem.

Chiesi har aldrig haft udviklingsomkostninger på midlet, men har blot udnyttet EU’s regler til at opnå abnorme profitter på noget, som indtil da var offentligt produceret. Region Hovedstaden valgte at lægge sig fladt ned for Chiesi og lukke for sin egen produktion.

Nu er den næste sag dukket op. Det handler om midlet SomaKit TOC fremstillet af det franske medicinalselskab Advanced Accelerator Applications. Stoffet bruges som kontrastvæske i forbindelse med behandling af kræft. Indtil nu er stoffet bag SomaKit blevet fremstillet på sygehusenes nuklear-medicinske afdelinger. Sundhedsstyrelsen har meddelt regionerne, at de skal bruge det langt dyrere franske produkt med henvisning til, at offentlig fremstilling kun må finde sted, når et middel ikke markedsføres af en privat virksomhed.

Enhedslisten har i Folketinget og i Region Hovedstaden rejst denne sag. Vi vil samtidig undersøge, hvor mange andre lægemidler der på samme måde er overgået fra offentlig produktion til lukrative forretninger for medicinalindustrien.

Ifølge administrationen i Region Hovedstaden fortolker myndighederne i EU-landene EU-lovgivningen forskelligt. I Tyskland fortsætter man således med at bruge egne offentligt fremstillede produkter på trods af at der findes alternativer fremstillet af den private medicinalindustri. Administrationen har via Danske Regioner og Amgros henvendt sig til Sundhedsministeriet og gjort opmærksom på den forskellige fortolkning i EU’s medlemslande. For os i Enhedslisten er det åbenbart, at offentlig produktion skal fortsætte og gerne omfatte flere produkter.