Psykiske lidelser er i voldsom vækst. Det ser vi både i antallet af mennesker, der går ned med flaget af stress, og i antallet af mennesker, der får en psykiatrisk diagnose. Samtidig er arbejdsforholdene for de ansatte i psykiatrien præget af pres, manglende tid og nogle steder en konstant frygt for at blive udsat for vold og overgreb. Problemets alvor understreges af, at fem ansatte inden for de seneste fem år er blevet dræbt af et menneske med en psykisk lidelse.
I perioden 2007 til 2014 er antallet af mennesker, der får en psykiatrisk diagnose, steget med 43 procent. Bevillingerne steget med 17 procent. For Enhedslisten er det vigtigt at understrege, at en diagnose ikke nødvendigvis er identisk med at have en sygdom. Vi er dér, hvor det er nødvendigt for børn og unge at få en diagnose for at få adgang til professionel hjælp. Derfor ønsker vi at skelne mellem at være psykisk syg og have en psykisk lidelse.
For mange diagnoser
Antallet af unge, der udøver selvskade og som lider af spiseforstyrrelser er kraftigt øget. Flere og flere børn udstyres med en diagnose (ADHD, DAMP), og flere og flere børn og unge får medicinsk behandling for deres lidelse, selv om langtidsvirkningerne på unge er ukendte.
Antallet af mulige diagnoser steget parallelt med en medicinalindustri, der har set en økonomisk interesse i at tilbyde psykofarmaka til mennesker med psykiske tilstande, der kan italesættes som syge eller sygelige. I kølvandet følger ofte afhængighed og misbrugsproblemer.
Samfundets normalitetsbegreb og snævre succeskriterier, nemlig at enhver behandling af borgere skal resultere i arbejde eller uddannelse, bidrager til at sygeliggøre og marginalisere dem der ikke passer ind.
Der er ikke noget rimeligt forhold mellem problemernes omfang og de bevillinger der gives til at løse dem. Samtidig er det frustrerende, at mange af de bevilgede ressourcer kunne bruges bedre og med større positiv effekt for både patienter og ansatte. Der er ringe evidens for et gunstigt resultat for patienten, når det gælder meget af den behandling der sættes i værk.
Den biologisk-medicinske tænkning dominerer
Størstedelen af psykiatrien er fortsat domineret af den biologisk-medicinske tænkning, hvor årsager til psykisk lidelse snarere søges forklaret biologisk, genetisk, end socialt som et menneskes reaktion på forhold og omstændigheder i det omgivende samfund og tidlige traumatiske begivenheder. Medicinsk behandling er fortsat det der primært tyes til for at afhjælpe psykisk lidelse.
I Enhedslisten ser vi en tæt sammenhæng mellem behovet for grundlæggende forandringer i vores samfund og en kraftig reduktion i antallet af mennesker der på den ene eller den anden måde bliver diagnosticeret som psykisk syge.
Positive skridt
Grundlæggende forandringer får vi ikke lige med et samme. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op om de positive skridt i en bedre retning, vi kan se. Men vi må også holde fast i, at der er behov for et grundlæggende opgør med de dogmer, der er så hårdnakkede i psykiatrien. Vi ønsker et paradigmeskift med udgangspunkt i empowerment og inddragelse af både brugere og ansatte.
Vi ser stadig et system, hvor den lægefaglige ekspertise og den biomedicinske forståelse har forrang. Der er brug for en langt mere omfattende forebyggende og tidlig psykosocial indsats, end den vi ser nu. Der er brug for en større forståelse for og viden om, hvordan psykiske lidelser og det undertrykkende samfund hænger sammen, og der er brug for bedre hjælp til mennesker, der her og nu har det så svært, at de ikke kan leve meningsfulde hverdagsliv.
Blandt de positive skridt i en bedre retning vi har set i Region Hovedstaden er:
•En tre-årsplan med fokus på recovery, som betyder en veldokumenteret antagelse om, at det er muligt at komme sig af en psykisk lidelse.
• Større fokus på psykoterapeutiske tilgange og samtaleterapi.
• Mere brugerinddragelse, blandt andet i form af mentorordninger med tidligere psykiatribrugere som mentorer.
• Nedbringelse af tvang, både i form af bæltefiksering og i form af medicinsk tvang.
• En recovery-skole for både pårørende, ansatte og brugere.
• Tværsektorielle tilbud: Gadeplansteamet, et samarbejdsprojekt mellem Københavns kommune og regionen med planer om at udvide til flere kommuner.
• Psykiatriens hus og Headspace (specielt for unge).
• Sociolancen, et socialt tilbud til udsatte borgere.
• Flere brugerstyrede senge.
• Ansættelse af flere medarbejdere med brugerbaggrund.
Psykoterapi i stedet for medicin
Der er desuden introduceret forskellige former for psykoterapi som erstatning for eller som supplement til psykofarmaka. Det er godt nyt, da der er en stigende viden om psykofarmakas mange negative virkninger. Ligesom en række dogmer om biologisk forklarlige lidelser bliver tilbagevist fra mange sider.
Regionen har desuden planlagt et center for nedtrapning af unødvendig medicin, herunder også psykofarmaka. Vi ved, at abstinenser efter lang tids brug af psykofarmaka kan være meget voldsomme og ofte livstruende.
Slut med styring efter ydelser
Som det seneste er regionen ophørt med den såkaldte ydelsesstyring i psykiatrien, efter massivt pres fra organisationerne og stærkt bakket op af Enhedslisten igennem de seneste år. Det betyder i praksis, at det er blevet muligt for de ansatte at have større fokus på kvalitet og faglighed frem for den kvantitative registrering af ydelser. I stedet arbejdes der med ugeplaner, der muliggør en mere fleksibel og fagligt funderet arbejdstilrettelæggelse. Vi ønsker dette fortsat og gerne udvidet til det somatiske område.
Vi værdsætter det udbredte samarbejde med patient- og pårørendeorganisationer som En af Os, Sind, LAP, og andre. Vi støtter op om det politiske pres for flere ressourcer til psykiatrien på tværs af partierne. Men vi ønsker samtidig en bedre evaluering af, hvad der virker i praksis, så de knappe midler kan blive brugt så godt som muligt, altså med reel recovery og faktisk livsglæde og livsmening for den enkelte.
Vi ønsker, at følgende princip skal være bærende i psykiatrien: Spørg ikke ”Hvad er der i vejen med dig?” Men spørg ”Hvad er der sket i dit liv, hvad er din livshistorie?”
Tvang skal væk
Der skal arbejdes hen imod eliminering af tvang af enhver art. Det er allerede en målsætning at nedbringe såvel fysisk som medicinsk tvang, men vi ser desværre, at prisen for denne målsætning ofte er blevet betalt af personalet i form af øget stress og frygt. Derfor skal denne målsætning følges af krav om kompetenceudvikling og flere ansatte.
Der skal desuden afsættes tid til systematisk sparring, supervision og debriefing efter vanskelige situationer, så den alt for høje personaleomsætning (13 procent) kan imødegås, og så der kan skabes et godt, kvalificeret og trygt arbejdsmiljø for personalet.
Forsøg med flere psykologer og dialog
Prisen pr. psykiatrisk patient i Region Hovedstaden, både unge og voksne, er landets højeste. Vi foreslår, at man på fx et center eller en afdeling på forsøgsbasis afprøver en model med flere psykologer og færre psykiatere, således som man har praktiseret det i Region Nord.
Vi foreslår desuden, at Laplandsmodellen, også kaldet Åben Dialog, en dialogbaseret behandling baseret på respekt, ligeværdighed og samtale, gøres permanent og udvides til flere centre.
Andre muligheder:
• Ordentlige ambulante tilbud, færdigbehandling før hjemsendelse.
• Efter- og videreuddannelse, der ikke finansieres af industrien.
• Tættere tværsektorielt samarbejde: Bolig, uddannelse, arbejde, godt liv som en nødvendig del af behandling.
• Selvkørende peersupport-grupper, som er en slags tidsbegrænsede netværksgrupper for patienter med fokus på plads til følelser, erfaringsudveksling, videndeling. Metoden og modellen er afprøvet med stor succes i en række angelsaksiske lande.
Vi vil fortsat arbejde for, at det bliver det juridiske system og ikke sundhedsvæsenet, der skal finansiere behandling af retspsykiatriske patienter.
