Af Grethe Olivia Nielsson, læge og regionsrådsmedlem i region Hovedstaden for Enhedslisten
Politikerne går meget op i psykiatri må man forstå. Det var i hvert fald alle folketingets partier, der stod klar til pressemødet, da præsentationen af psykiatriaftalen blev afsløret. Hver og en fik de lov til at præsentere en lille luns af aftalen, som kunne fremhæves som en sejr. Men ude på de psykiatriske afdelinger er der ikke udsigt til forbedringer.
Psykiatrien har nemlig brug for langvarige investeringer, (gen)opbygning af kapacitet og et gennemgående kvalitetsløft. Efter årtiers underfinansiering, nedlægning af sengepladser og faglig flugt, hvor 20% af psykiaterne har forladt psykiatrien[1] kan nogle dage virke, som om vi er i en form for undtagelsestilstand.
Andenrangsbehandling
Jeg er læge i psykiatrien, og jeg elsker mit arbejde. De fleste dage går jeg glad på arbejde, men at arbejde i psykiatrien er også håbløst. Med otte måneders psykiatrierfaring er jeg mange dage den mest erfarne læge på et lukket afsnit med de allersygeste patienter. Mennesker med svært invaliderende sygdomme som for eksempel skizofreni, bipolar sindslidelse og depression har jeg egenhændigt ansvaret for at behandle. Jeg knokler, jeg gør mig umage, jeg læser op, jeg spørger kollegaer om hjælp – men min erfaring kan ikke måle sig med en speciallæge i psykiatri, som har gennemgået 4 års efteruddannelse og kurser. Derfor får patienterne også behandling svarende til mit erfaringsniveau.
Er det min skyld? Er det min leders skyld? Er det de psykiatere, som forlader psykiatriens skyld? Nej, det synes jeg faktisk ikke – problemet er politisk, alle medarbejdere i psykiatrien gør deres bedste.
Jeg kan godt forstå mine kollegaer, som forlader det offentlige – det er drænende at gå på arbejde hver dag og vide, at hvis rammerne var der, så kunne vi behandle og hjælpe patienterne tilbage til livet, men at for nu så må de nøjes med andenrangsbehandling.
Psykiatrien skal løftes samlet
Skylden ligger alene hos de politikere som i årevis har underprioriteret psykiatrien og mennesker med psykisk sygdom. Og fadæsen fortsætter – trods det store fokus.
Og var det ikke netop det, som var hele ideen bag psykiatriaftalen? Et samlet og gennemgående løft baseret på det faglige oplæg som Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og psykiatriaktørerne brugte to år på at udforme[2], i stedet ender vi endnu engang med politiske skåltaler om udvalgte patientgrupper og lappeløsninger, som kun kommer de få til gode.
Forskningen viser, at de allerfleste af os vil få behandling for en psykisk sygdom gennem livet[3], så det burde være en politisk vindersag at løfte psykiatrien, men der er brug for, at man går systematisk til værks og løfter psykiatrien samlet.
Mindre tvang
Et godt eksempel er den store fokus på nedbringelsen af tvang i psykiatrien. Den nye politiske aftale har som mål, at tvangen skal nedbringes med 40% inden 2030[4]. Tvang er voldsomt for både patienter og personale, der er intet mere indgribende end at fratage det enkelte menneskes autonomi. Som læge har jeg både tvangsindlagt, tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret patienter, ligesom jeg har lagt patienter i bælte og været med til utallige fastholdelser af svært syge mennesker.
Det er ubehageligt at stå i tvangssituationer. Alt jeg ønsker som læge er at skabe en god relation til patienten og hjælpe dem til at få det bedre, i situationer med tvang er min faglige vurdering og patientens egen vurdering i direkte modstrid, og det er voldsomt. Selv nu flere år efter, er der situationer, som jeg tænker tilbage på med ondt i maven – da jeg skulle fravriste en selvmordstruet patient et barberblad, mens vedkommende blev holdt nede af 6 medarbejdere og kropsvisiteret. Da jeg troede jeg havde en god kontakt med en patient, men måtte informere vedkommende om, at hun ville blive tvangsindlagt, og hun sprang op og gik efter at kvæle mig. Situationer som jeg for alt i verden ville undvære.
Derfor giver det også god mening, at vi skal nedbringe tvangen! Der er ingen, der arbejder i psykiatrien med et ønske om at udføre tvang, det er en ubehagelig, men ofte uundgåelig del af jobbet.
Men det politiske mål er kun tal på et stykke papir. Vi kan ikke nedbringe tvangen uden at styrke kapaciteten i psykiatrien. Hvis vi skal nedbringe tvang, skal vi have en stærkere faglighed blandt personalet på bostederne og større kapacitet i psykiatrien helt generelt. Alligevel er den eneste del af det faglige oplæg, som er kommet med i den politiske aftale, en ny måde at monitorere tvang på. Tåbeligt og håbløst for os der arbejder i psykiatrien hver dag.
På trods af gode intentioner og et stort fokus, står vi tilbage med endnu en håbløs politisk aftale, som hverken kommer patienter, pårørende eller personale til gode.
Politikerne på Christiansborg svigter psykiatrien endnu engang.
[1] https://ugeskriftet.dk/nyhed/psykiatere-vender-den-offentlige-psykiatri-ryggen
[2] https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2022/Fagligt-oplaeg-til-en-10-aarsplan
[3] https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta-forskning/udbredelse-psykisk-sygdom-danmark
[4] https://sum.dk/Media/638364122844353711/Aftale%20om%20En%20bedre%20psykiatri.pdf
