Regionsrådsmedlem, Marianne Frederik, Sundhedsmonitor d.3/4 2024
Regionerne skal have mulighed for skatteudskrivning med en statsligt finansieret udligning i ryggen for at skabe lige forudsætninger på tværs af landet. Både kommuner og regioner skal sættes fri af de 1-årige budgetrammer, så der kan laves langsigtede forbyggende investeringer og kassetænkningen minimeres.
Befolkningen har de seneste år mærket besparelser, effektiviseringer, fyringer og stramninger i den offentlige sektor. Derfor er der brug for et velfærdsoprør.
Blandt andet har Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd flere gange bevist, at det offentlige forbrug pr. bruger er faldet siden 2010, mens det private forbrug pr. borger er steget siden 2015, samtidig med at der er givet skattelettelser. Derfor har vi mærket forringelser og dårligere offentlig service.
Kommunalpolitikere og regionspolitikere opfordres til at kræve bedre økonomiske rammer ved de politiske topmøder i foråret og ved økonomiforhandlingerne til sommer. Ansatte, fagforeninger og brugerorganisationer opfordres til at protestere, og sige nok er nok, der er brug for velfærdsforbedringer, ikke forringelser.
Det offentlige forbrug skal følge med udviklingen i befolkningssammensætningen og det private forbrug, følge med forventningerne til kvalitative standarder og service.
Det gælder både i kommuner og regioner, for skoler og daginstitutioner, sundhed og psykiatri, klima, miljø og kollektiv transport, ældreområdet og socialområdet mv.
Regionerne og strukturreformer
I regeringsgrundlaget er det omtalt, at der skal investeres i velfærd. Men det skal ske ved reformer, dvs. at fjerne penge fra nogle områder for at give til andre områder.
Der er ikke tale om at bruge lidt flere skattekroner til velfærd og lidt færre penge på skattelettelser og militær. Efter min mening er der effektiviseret og sparet på administration i flere år; så der kan ikke findes store pengesummer her.
Øget frihed omtales mange gange i regeringsgrundlaget, men det er altså vanskeligt at vælge de gode løsninger, når der konstant skal spares, når der ikke er penge til de mest nødvendige renoveringer og anlægsudgifter, når ansatte flygter pga. dårlige vilkår.
Enhedslisten støtter gerne strategien ’Vælg klogt’, men det kræver gode økonomiske og stabile forudsætninger.
Vi ønsker at forbedre overgangene mellem sektorer og inddrage patienten samt evt. pårørende i hele forløbet, under gratis offentlig behandling. Vigtige elementer heri kan være sundhedshuse, regionsklinikker samt behandling i eget hjem. Men behandlingen af et sundhedsbehov skal foregå under sundhedsloven, så den enkelte er fritaget for egenbetaling.
Vi mener, at regionerne skal have mulighed for skatteudskrivning med en statsligt finansieret udligning i ryggen for at skabe lige forudsætninger på tværs af landet. Både kommuner og regioner skal sættes fri af de 1-årige budgetrammer, så der kan laves langsigtede forbyggende investeringer og kassetænkningen minimeres.
Region Hovedstaden »scorer« ikke kassen
Jyske folketingspolitikere mener, at Region Sjælland og Hovedstaden uretmæssigt får 1,5 mia. kr. mere end de jyske regioner. Jes Søgaard mener, at Region Hovedstaden »scorer kassen«.
Det kan jeg ikke lige genkende.
Det er muligt, at der skal være en anden regional udligning, men det går ikke uden af hæve beløbet til alle regioner. Hvis der tages 1,5 mia. kr. fra Region Hovedstaden kan det ikke undgå at skabe yderligere forringelser.
Region Hovedstaden har ligesom andre regioner gennemført meget stramme budgetaftaler de seneste år. Det har ført til fyringer, hvilket går ud over arbejdsmiljø, fastholdelse og rekruttering, og det bliver meget vanskeligt at reducere ventelisterne.
Der er brug for et fælles velfærdsoprør, ikke at bekrige hinanden på tværs af regioner, eller på tværs af sektorer. Der er brug for at styrke den offentlig velfærd, ikke at privatisere den. Der er brug for ’Vælg Velfærd’.