Annie Hagel og Marianne Frederik, regionsrådsmedlemmer
Der er mere end hårdt brug for flere penge her og nu i stedet tages hockeystav-metoden i brug indenfor sundhed. I regeringens udspil til en 2030-plan nævnes 5 mia. kr. til sundhedspakken, herunder kræftområdet. Det har vi hørt før, men nu kommer pengene først til 2024 med 1 mia. kr. hvert år i 5 år. Der er brug for akutte midler nu.
Regeringen har en 2030 plan, med 3 mia. kr. til psykiatrien. Pengene bliver fordelt over mange år og bliver smurt tyndt ud til alle kommuner og regioner. Der er brug for akut hjælp nu, bl.a. til de mange flere indenfor børne- og unge psykiatrien
I Region Hovedstaden har hospitalerne set sig nødsaget til at fyre medarbejdere. Helt absurd i en situation, hvor vi mangler medarbejdere. Det er fint nok, at regeringen vil investere fem milliarder i sundhedsvæsenet frem mod 2030. Men for hver dag der går, bliver medarbejderne på hospitalerne mere pressede og vi risikerer. at flere flygter fra de pressede arbejdsforhold. Til skade for dem der bliver tilbage – og ikke mindst for patienterne.
Så det kan kun gå for langsomt med at investere i bedre forhold for de ansatte. Formand for Danske regioner Anders Kühnau siger det meget pænt: ”Det er helt afgørende, at pengene meget snart kommer fra papiret og ud i virkeligheden, hvor de kan gøre en forskel for patienterne og personalet”. Vi siger – kom med pengene nu. Det handler om medarbejdernes og patienternes tryghed og sikkerhed i et ellers fantastisk offentligt sundhedsvæsen.
Regeringen skaber mere ulighed med denne tretrinsraket: 1) Kontanthjælpsreform, der bl.a. fjerner tillæg fra psykisk syge. 2) Skattereformen, der favoriserer de rigeste. 3) En stram finanspolitik og en 2030 plan, der udskyder at løse de store problemer med klima og velfærd.