Visioner for grøn mobilitet

Tænk hvis der var stillet miljø- og klima-krav til infrastrukturplanen. Hvordan ville en grøn mobilitetsplan for Region Hovedstaden se ud? Her er mit bud.

Marianne Frederik, regionsrådsmedlem og spidskandidat for Enhedslisten

Regeringen har lovet at reducere CO2 med 70% i 2030. Det bidrager Infrastrukturplanen desværre ikke til! Udbygning af motorvejene forøger tværtimod CO2-udledningen fra den stigende biltrafik, og forstærker de store problemer med støj og trængsel.

Nogen siger, jamen der kommer flere elbiler. Ja, det er godt. Men prognoser fortæller os, at der stadig vil være 1 million fossilbiler i 2030, så det har lange udsigter at udskifte hele bilparken. Og elbiler støjer stadigvæk, når det køres hurtigt. Elbiler fylder meget på vejarealerne, da der kun er én person i hver bil.

Det vil være bedre at få flere bilpendlere over på grøn kollektiv transport eller cykling.

Ingen Lynetteholm-projekter
I infrastrukturplanen er der reserveret 12,7 milliarder kr. til vej og metro tilknyttet Lynetteholm, hvor det hedder, at der på sigt forventes indtægter fra projektet, som kan finansiere den nødvendige infrastruktur. Der er store folkelige protester, og der er rejst en retssag. Klimabevægelsen har klaget over manglende miljøvurderinger, og Enhedslisten har foreslået, at hele projektet sættes på pause.

Godt for det, fordi det er et fuldstændig vanvittigt og unødvendigt projekt. Ja til klimasikring nord og syd for København, men ikke en kæmpe halvø, der vil kræve enorme jordmængder og andre råstoffer, samt ødelægge miljøet og fremme biltrafikken yderligere.

Flere bilpendlere over på kollektiv transport og cykling
Det skal være dyrere og mere besværligt at pendle i bil, og det skal være nemmere og billigere at bruge kollektiv transport. Der skal indføres en vejafgift, også kaldet en trængselsafgift på vejene i Storkøbenhavn, indtægterne herfra skal bruges til grøn kollektiv transport og cykling. Ligesom vi kan bruge de ca. 9 mia. kr., der er afsat til motorveje i Region Hovedstaden.

Anlægs- og serviceloft kan fjernes, når det handler om klimarigtige investeringer i grøn mobilitet.

Endelig kan flere hjemmearbejdsdage, evt. i fælleskontorer i nærheden af bopælen, være med til at reducere bilpendlingen.

Hurtigere på tværs af regionen – En trafikkonference
Målet er at komme hurtigere, og på sigt billigere, med tog og bus på el, samt flere cykelstier og bedre forhold for cyklister.

I infrastrukturplanen er der gode tiltag som f.eks. S-tog på metrodrift. DSB har også planer om nye S-togsspor udenom Vesterport-Svanemøllen, og nye stationer som Forum, Rigshospitalet og Vibenshus Runddel. Alt det vil betyde 5 minutters drift for S-togene. Det vil vi gerne støtte.

En anden mulighed er flere BRT-linjer (hurtigbusser), der er ekstra lange, har mange afgange, der kører på el, i eget spor, med prioritering ved lyskryds og med ’perroner’. Også kaldet tog på hjul, på asfalt. Foreløbig er linje 200S og 400S med i planerne, men andre S-busser kan hurtigt følge efter.

En tredje mulighed kan være flere letbaner. Der har f.eks. længe været forslag om en letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe Trafikplads. Foreningen for Letbaner har en række forslag, både på langs ad fingrene i Fingerplanen og på tværs. Letbaner kræver lidt længere byggetid og lidt flere investeringer end BRT-linjer, men er meget billigere end metrobyggeri.

For det fjerde skal vi huske, at Øresundstog, lokaltog og øvrige busser skal forbedres.

Endelig skal vi huske gode kombinationsmuligheder, skift mellem forskellige transportmidler.

Her er der afsat penge til flere stationsombygninger i Infrastrukturplanen, og det er godt.

I regionen har vi fået vedtaget, at der i 2022 skal afholdes en trafikkonference med fokus på, hvordan vi får flere passagerer tilbage til eller over i den kollektive transport.

I Enhedslisten så vi gerne, at regionen fik som opgave at udarbejde helhedsorienterede byudviklings- og trafikplaner.

5 mia. kr. til cykelstier i Region Hovedstaden
I infrastrukturplanen er der en række puljer til elbusser, støjbekæmpelse, forsøg med bilfriområder, forbedring af trafikknudepunkter, til cykelstier og cykelparkering, til grønnere stationer og mere biodiversitet langs vejene. De kan bidrage til den grønne omstilling i regionen. Men hvis de skal række til hele landet, skal beløbene være langt større.

F.eks. er der afsat 3 mia. kr. til cykelstier, til hele landet over en årrække. Enhedslisten har foreslået 10 mia. kr. Omkring halvdelen kan bruges i Region Hovedstaden til supercykelstier og til kommunernes anlæg af cykelstier og cykelparkering.

Under Corona-nedlukningen er antallet af passagerer i den kollektive transport desværre faldet, en del af dem er dem, der kører i bil, og det skal vi have vendt. Den gode nyhed er, at også flere cykler, det skal vi have fastholdt og øget, til dem der kan det. Cykling er sjovt, cykling er sundt og cykling er miljørigtigt.